Odense, 05/04/2025 - 08:00
Blachman: Egoet er minimeret en lille smule
Seere finder Thomas Blachman en anelse mildere med årene. Selv tilskriver X Factor-dommeren det sin ADHD-medicin og sin karakterudvikling.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus
Det huede ikke X Factors grand old man, Thomas Blachman, at seerne sendte hans finalist, Svend Heiberg Nelke, ind på en tredjeplads.
Han rejste sig op foran den fyldte Jyske Bank Arena i Odense under showets store finale fredag aften og indledte en dundertale, indtil showets vært, Maria Fantino, fik dysset ham ned og tilbage på sin stol.
- Ja, jeg blev stoppet - det var måske meget klogt, funderer Thomas Blachman derpå.
- Nogle gange har jeg jo ikke helt indblik i, hvad der kommer ud af munden på mig. Men jeg havde måske lidt lyst til at lave en skandale. Men den udeblev. Fordi jeg også er høflig.
Og det er noget, seerne også har bemærket. At Blachman er blevet blødere med årene.
I de 17 sæsoner, han har været dommer i "X Factor", er han blandt andet citeret for at sige til en gruppe under audition, at deres sang var som at blive trukket baglæns gennem kloaksystemet på Amager.
Han har også kaldt en håbefuld auditiondeltager for et syngende fadølsanlæg og mente, at det var decideret skammeligt af danskerne at sende hans gruppe Kubrix ud af liveshowene under "X Factor" i 2021.
Det gør han ikke længere. Han er blevet mere rolig, medgiver han.
- Jeg tror, det skyldes ADHD-medicinen blandt andet, lyder det fra Thomas Blachman, som har fået diagnosticeret udviklingsforstyrrelsen, der kan medføre koncentrationsvanskeligheder, hyperaktivitet og impulsivitet.
- Jeg føler ikke, at medicinen har gjort mig kedeligere. Men jeg tror, den har givet mig en følelse af, at jeg kan give mere plads til andre. Det er ikke en dårlig egenskab. Egoet er blevet minimeret en lille smule. Men det er også en karakterudvikling, lyder det fra Thomas Blachman.
- Det ville jo være patetisk, hvis jeg stod og råbte og skreg helt opilet i min alder. Det er uklædeligt, siger den 62-årige musiker.
Han understreger, at passionen er den samme.
- Jeg har ikke mistet min vitalitet, siger han og uddyber:
- Hvis "X Factor" er sådan et stort juletræ, så kommer der alle mulige andre dommere ind, og det glimter og flimrer, og det er smukt - og noget er ikke så fedt - men jeg har ligesom været stammen, fordi jeg har været der så længe.
Med undtagelse af tredje sæson i 2010 har Thomas Blachman været dommer i samtlige sæsoner af "X Factor" siden programmets danske premiere i 2008.
I år blev han flankeret af Simon Kvamm og af Oh Land, hvis unge solist, Leslie Nguyen, vandt årets konkurrence.
- Selv om stammen også ændrer sig på juletræet, stræber den stadig mod det sublime og mod himmelrummet, lyder det fra Thomas Blachman.
- Nogle gange hugger man stammen af, så der kan komme nye træer op af skovbunden. Og det er det, man kan spørge, om man skal gøre, hvis folk synes, jeg er blevet alt for sød og kedelig. Men jeg gider ikke at beklage, at jeg har udviklet mig som menneske. Og nogle gange er det også vigtigt, at der er en kerne, man kan hænge andre ting op på, siger han.
Allerede inden årets finale annoncerede TV 2, at "X Factor" vender tilbage med sin 19. sæson.
Maria Fantino vender tilbage i værtsrollen.
Thomas Blachman må endnu ikke afsløre, om han napper sin 18. sæson som dommer.
- Det er der ingen, der ved - jeg har nået en alder, hvor man skal være taknemlig, hvis man vågner om morgenen.
/ritzau/