Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 24/06/2026 - 21:53

Trump stopper boligpakke med kort varsel i strid med Kongressen

Kritikere beskylder Trump for at skyde gråspurve med kanoner i forbindelse med lov om vælger-id.

Kevin Lamarque/Reuters

Af: /ritzau/

USA's præsident, Donald Trump, har med kort varsel aflyst underskrivelsen af en stor boligpakke onsdag.

Årsagen er, at han vil have Kongressen til først at vedtage en anden lovpakke om vælgeridentifikation.

Det skriver Trump på sit sociale medie, Truth Social.

- Dagens pressemøde om boliger og underskrivelsen er hermed aflyst, indtil vi har fået vedtaget den ekstremt tiltrængte Save America-lov, som jeg anser for at være en national nødsituation, skriver Trump.

Save America-loven vil indføre krav om foto-id ved føderale valg og bevis for statsborgerskab for at kunne registrere sig som vælger. Det er lovgivning, som Trump længe har omtalt som meget vigtig.

Men loven har endnu ikke fået Senatets godkendelse. Siden marts er det fem gange mislykkedes at få den nødvendige opbakning til loven i Senatet.

Kritikere af loven - herunder demokrater i Senatet - siger, at lovens mål om at gøre det umuligt for ikke-statsborgere at stemme er rettet mod et meget begrænset problem.

Kritikerne mener samtidig, at loven på uhensigtsmæssig vis rammer amerikanske statsborgere, som ikke umiddelbart har adgang til pas eller fødselsattest.

Trump har onsdag holdt frokostmøde med republikanske senatorer for at overbevise dem om at få vedtaget vælgerlovgivningen. Han siger efterfølgende, at han havde "et virkelig fremragende møde" med senatorerne.

Den store boligpakke, som Trump har udskudt underskrivelsen af, skal sætte fart på opførelsen af billige boliger samt øge deres tilgængelighed.

Eksperter, som BBC har talt med, beskriver det som Kongressens største tiltag på boligområdet i det 21. århundrede med over 40 forskellige bestemmelser rettet mod en lang række boligpolitiske områder.

Behovet er ifølge organisationer på boligområdet stort.

De siger, at der mangler flere millioner boliger til en overkommelig pris i USA, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Boligpakken blev stemt igennem med stort flertal i både Repræsentanternes Hus og Senatet, da den havde støtte fra begge partier.

De høje leveomkostninger og inflationen er blandt de amerikanske vælgeres største bekymringer.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek