Rom, 29/03/2026 - 11:50
Pave Leo: Gud lytter ikke til bønner fra dem der fører krig
Paven sendte et usædvanligt stærkt budskab om verdens krige i sin første tale på palmesøndag i Rom.
Francesco Fotia/Reuters
Af: /ritzau/
Pave Leo har søndag sendt et klart budskab til de magthavere, der står bag de igangværende krige rundtom i verden.
Fra Peterspladsen i Rom prædikede paven i anledning af palmesøndag, skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Dette er vores Gud: Jesus, kongen af fred, som forkaster krig, og som ingen kan bruge til at retfærdiggøre krig.
- Jesus lytter ikke til bønnerne fra dem, der fører krig, men afviser dem og siger: Selv om I sender mange bønner, vil jeg ikke lytte: Jeres hænder er fulde af blod, sagde pave Leo.
Pave Leo nævnte ikke nogen navne, men han har de seneste uger flere gange kritiseret krigen i Iran og har opfordret til våbenhvile.
I sin prædiken refererede pave Leo til en episode før Jesus' korsfæstelse. Episoden er blandt andet gengivet i Matthæusevangeliet.
Her trak én af Jesus' disciple sit sværd og huggede øret af ypperstepræstens tjener, som var kommet for at pågribe Jesus i Getsemane Have i Jerusalem.
Jesus stoppede disciplen og sagde "stik dit sværd i skeden igen. For alle, som griber til sværd, skal falde for sværd".
- Jesus var ikke bevæbnet og forsvarede sig ikke og kæmpede ingen krig.
- Han viste Guds milde ansigt, som altid afviser vold. I stedet for at redde sig selv, lod han sig korsfæste til korset, sagde paven videre.
Jesus' korsfæstelse bliver markeret langfredag.
/ritzau/




