Washington D.C., 09/02/2026 - 17:49
Epsteins samarbejdspartner nægter at svare på spørgsmål
En advokat for Ghislaine Maxwell siger, at hun vil svare på spørgsmål, hvis hun bliver benådet, skriver medie.
Handout/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Ghislaine Maxwell, der er Jeffrey Epsteins tidligere kæreste og mangeårige samarbejdspartner, nægtede mandag at svare på spørgsmål under en afhøring af et tilsynsudvalg i Repræsentanternes Hus i Washington D.C.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
En advokat for Maxwell sagde i sine indledende bemærkninger forud for mødet, at Maxwell "ville besvare spørgsmål, hvis hun blev benådet".
Det oplyser udvalgets formand, kongresmedlemmet James R. Comer, til The New York Times.
Maxwell var blevet indkaldt som vidne af tilsynsudvalget, House Oversight Committee.
Hun deltog virtuelt fra et fængsel i den amerikanske delstat Texas.
Tilbage i 2022 modtog Maxwell en fængselsstraf på 20 år, som hun i øjeblikket afsoner.
I oktober afviste USA's Højesteret en anmodning fra Maxwell om at anke fængselsdommen. Højesteretten gav ingen begrundelse for afvisningen af ankesagen.
Maxwell er den eneste tidligere samarbejdspartner, som er blevet dømt i relation til Epsteins omgang med unge piger og kvinder.
Jeffrey Epstein blev i 2019 varetægtsfængslet i sagen om påstået misbrug af mindreårige og menneskehandel.
Han nægtede sig skyldig, men nåede aldrig at blive retsforfulgt i sagen, da han begik selvmord i sin celle i et arresthus i New York samme år.
Det seneste stykke tid er flere prominente personer rundtomkring i verden kommet i fokus på grund af deres relation til Epstein efter flere amerikanske offentliggørelser af dokumenter med relation til Epstein-sagen.
En omtale i Epstein-dokumenterne betyder ikke nødvendigvis, at man er skyldig i nogen lovovertrædelser, men alligevel har det stillet flere i et dårligt lys.
Det gælder blandt andre den norske kronprinsesse Mette-Marit og den tidligere britiske minister og nu afsatte ambassadør Peter Mandelson.
/ritzau/




