Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 08/04/2025 - 16:54

Miles Davis-maleri skal hænge i indbrudssikker ramme i Danmark

Dansk jazzmusiker har selv hentet et maleri af Miles Davis fra USA. Nu skal det hænge i ny restaurant.

Af: /ritzau/

Når den nye jazzrestaurant Epicurus slår dørene op i København i slutningen af april, vil gæsterne blive mødt af et værk, som er malet af jazzmusikeren Miles Davis.

Den danske pianist Niels Lan Doky rejste i sidste uge til USA for at hente maleriet og ankom tirsdag formiddag med det i Københavns Lufthavn.

- Normalt sover jeg på flyet, men jeg har holdt mig vågen med maleriet mellem benene under hele turen, siger han tirsdag, kort efter at han er landet.

- Jeg turde ikke lukke øjnene, for maleriet er uerstatteligt. Han (Miles Davis, red.) døde jo i 1991.

Niels Lan Doky er et af flere navne, der står bag Epicurus, som åbner den 23. april.

De øvrige bag konceptet tæller blandt andre rigmanden Lars Seier Christensen, som også har en andel i Michelin-restauranterne Alchemist og Geranium.

På en af væggene i Epicurus skal værket hænge i en speciallavet ramme, som er indbrudssikker.

Maleriet er oprindeligt en personlig gave fra Miles Davis til saxofonisten Bill Evans, som var et af bandmedlemmerne i Davis' orkester op gennem 1980'erne.

Saxofonisten deler navn med den store jazzmusiker Bill Evans, som døde i 1980.

Niels Lan Dokys ven Bill Evans motiverede Davis til at gøre comeback i begyndelsen af 1980'erne, efter at han havde holdt en seks år lang pause.

- Jeg har været rigtig gode venner med Bill Evans i 35 år, så da han hørte, at jeg skulle starte et nyt jazzsted i København, kom vi til at tale om det her maleri, fortæller Niels Lan Doky.

- Så sagde jeg: "I stedet for at det ligger hjemme hos dig, hvor ingen kan se det, hvad siger så du til at have det hængende permanent i noget, der har en ambition om at være den bedste jazzklub i verden?"

- Det, synes han, var en god idé, så nu har vi lånt det på ubestemt tid, lyder det videre fra den danske pianist.

Selv om Miles Davis også malede, huskes han først og fremmest for sin baggrund som jazzmusiker.

I jazzverdenen er han kendt som den ubestridt mest indflydelsesrige musiker i historien, siger Niels Lan Doky.

- Så det er en kæmpe stor ære at få lov til at have sådan et billede hængende på vores sted i København. At have et af hans originale værker hængende er et blåstempling, der vil noget, lyder det.

/ritzau/

London, 02/11/2025 - 16:22

Eksprins Andrew står til at miste sin sidste militære titel

Toby Melville/Reuters

Kong Charles har "indikeret", at han ønsker, at Andrew ikke længere skal være viceadmiral, siger minister.

Andrew Mountbatten Windsor - tidligere prins Andrew - vil formentlig få frataget sin sidste militære titel.

Den britiske regering arbejder således på at fratage ham titlen som viceadmiral i den britiske flåde. Det siger forsvarsminister John Healey til BBC.

Kong Charles har "indikeret, at det er det, han ønsker", lyder det fra Healey ifølge det britiske medie.

Andrew mistede sine andre militære titler i 2022, men beholdt titlen som viceadmiral.

Han tjente i den britiske flåde i 22 år og gjorde blandt andet tjeneste under Falklandskrigen i 1982.

De seneste uger er der kommet fornyet fokus på eksprinsens fortid og anklager mod ham om seksuelle overgreb.

Torsdag oplyste Buckingham Palace, at Andrew mister både titlen som prins og sin royale residens.

Andrew er blevet kritiseret for sit venskab med den afdøde seksualforbryder og forretningsmand Jeffrey Epstein.

I en bog, der for nylig er udkommet, retter den nu afdøde kvinde Virginia Giuffre på ny anklager mod den tidligere prins om flere gange at være blevet tvunget til sex med ham, første gang som 17-årig i 2001.

Giuffre skriver i bogen, at hun frygtede, at hun ville "dø som sexslave" under Epstein.

Andrew Mountbatten Windsor har nægtet at have forgrebet sig på Giuffre. I 2022 indgik han et forlig med hende.

Den britiske konge og dronning udtalte, da Andrew tidligere ugen blev frataget sine titler, at deres "sympati er med og vil forblive med ofre og overlevende for enhver form for overgreb".

Den tidligere prins forbliver nummer otte i den britiske tronfølge, til trods for at han ikke længere har titel som prins og nu har et borgerligt navn.

Giuffres bog "Nobody's Girl: A Memoir of Surviving Abuse and Fighting for Justice" udkom tirsdag 21. oktober.

Den danske udgave af bogen udkommer 4. december i år.

Giuffre, der tidligere i år begik selvmord, beskriver i bogen, hvordan et netværk af rige og magtfulde mænd misbrugte unge kvinder.

/ritzau/

Læs Mere >>

London, 02/11/2025 - 15:52

Eksprins Andrew står til at miste sin sidste militære titel

Toby Melville/Reuters

Kong Charles har "indikeret", at han ønsker, at Andrew ikke længere skal være viceadmiral, siger minister.

Andrew Mountbatten Windsor - tidligere prins Andrew - vil formentlig få frataget sin sidste militære titel.

Den britiske regering arbejder således på at fratage ham titlen som viceadmiral i den britiske flåde. Det siger forsvarsminister John Healey til BBC.

Kong Charles har "indikeret, at det er det, han ønsker", lyder det fra Healey ifølge det britiske medie.

Andrew mistede sine andre militære titler i 2022, men beholdt titlen som viceadmiral.

De seneste uger er der kommet fornyet fokus på eksprinsens fortid og anklager mod ham om seksuelle overgreb.

Torsdag oplyste Buckingham Palace, at Andrew mister både titlen som prins og sin royale residens.

Andrew er blevet kritiseret for sit venskab med den afdøde seksualforbryder og forretningsmand Jeffrey Epstein.

I en bog, der for nylig er udkommet, retter nu afdøde Virginia Giuffre på ny anklager mod den tidligere prins om flere gange at være blevet tvunget til sex med ham, første gang som 17-årig i 2001.

Giuffre skriver i bogen, at hun frygtede, at hun ville "dø som sexslave" under Epstein.

Andrew Mountbatten Windsor har nægtet at have forgrebet sig på Giuffre.

I 2022 indgik han et forlig med hende.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 02/11/2025 - 10:00

FAKTA: Bilens sikkerhedsudstyr

* Det er ikke et lovkrav i Danmark at have sikkerhedsudstyr med i bilen. I udlandet kan der dog gælde andre regler, og det er derfor godt at tjekke op på, hvis du skal på kør selv-ferie.

* I Danmark er det dog lovpligtigt at sætte en advarselstrekant op, hvis din bil er involveret i et færdselsuheld. FDM anbefaler derfor, at du altid har en advarselstrekant med i bilen.

* FDM's råd er også at have en førstehjælpskasse, en sikkerhedsvest, en nødhammer med seleskærer og et ekstra sæt lygtepærer liggende i bilen.

Kilde: bilejernes interesseorganisation FDM.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 02/11/2025 - 10:00

Prep din bil så du er beredt på en krisesituation

Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Med et lille nødlager i bilen undgår du alt for mange frustrationer, hvis du strander flere timer i din bil, fortæller friluftsvejleder og forfatter.

En kø, der ikke rokker sig ud af flækken, eller et strømsvigt, der lammer trafikken. Det er ikke utænkeligt at havne i en situation, hvor du bliver fanget i din bil i timevis.

Derfor kan det være ganske fornuftigt altid at have et lille nødlager i bagagerummet. Det mener Mette Mortensen, der er friluftsvejleder og forfatter til bogen "Prepperens håndbog", hvor hun guider læseren til at opbygge et hjemmeberedskab.

- Det er smart at have en lille taske eller kasse i bilen, som ikke står i vejen, og som man ikke skal flytte rundt på, og som indeholder nogle af de ting, der er gode at have i sådan en situation, siger Mette Mortensen.

Øverst på hendes pakkeliste står den klassiske førstehjælpskasse.

- Jeg har været rundt og spørge bilister, og mange har faktisk ikke noget så basalt som en førstehjælpskasse liggende i bilen, siger hun.

Dernæst råder hun til at bruge tre grundlæggende elementer som rettesnor.

- Helt basalt handler det om at kunne holde sig mæt, varm og tør, understreger Mette Mortensen, der anbefaler, at du forestiller dig, at du skal kunne klare dig i 24 timer i bilen.

Du behøver dog ikke at proppe dytten med læssevis af langtidsholdbar mad. Et par pakker myslibarer og en dunk med vand er et fint minimum.

Med hensyn til at holde varmen råder Mette Mortensen dig til altid at have et tæppe liggende i bilen.

- Tæppet er rart at have, uanset om det er sommer eller vinter. Det bliver jo koldt om natten, og det er dejligt at kunne tage noget over sig, når man skal hvile sig lidt, siger hun.

Er du strandet i timevis, kan du heller ikke undgå, at du må ud af bilen og træde af på naturens vegne, og derfor anbefaler Mette Mortensen, at du har en rulle toiletpapir som en del af det lille nødlager.

- Du kan sagtens tørre dig med en græstot, men det er rigtig rart lige at have noget toiletpapir at tørre sin lille mås med, siger hun.

Ønsker du at sammensætte et nødlager, der går lidt ud over de helt basale ting, nævner Mette Mortensen en lommelygte, en nødradio og en eller flere opladte powerbanks.

Et godt gammeldags kort kan også være smart at have liggende i handskerummet.

- Det er en god idé at have et kort ved hånden, fordi du kan befinde dig i en situation, hvor du ikke kan bruge elektroniske hjælpemidler, og hvor du skal være i stand til at finde ud af, hvor du er, og hvordan du kommer til den nærmeste by for eksempel, siger Mette Mortensen.

Hun tilføjer, at kortet faktisk er smart at bruge, selv om elektronikken virker. Det kan nemlig være en måde at spare på den dyrebare strøm.

En del af det at preppe handler ifølge Mette Mortensen ikke kun om overlevelse, men også om at have det rart, mens undtagelsestilstanden står på.

- Pak et spil kort, en bog eller noget andet tidsfordriv, der ikke kræver strøm. Det kan blive nogle lange timer, hvis man skal sidde et døgn i sin bil og kigge ud ad vinduet, siger hun og fortsætter:

- Så det er ikke dumt at have noget underholdning med. Det kan også være noget, der kan bruges til at aktivere børnene, hvis de er med.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek