Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

08/06/2023 - 08:00

Flå de bristede drømme af bøjlerne og få orden i garderoben

Garderoben er det mest personlige rum i hjemmet, og det kan være svært skille sig af med sit tøj. Oprydningsekspert gør det nemmere.

Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Af: Af Laura Pretzmann, Ritzau Fokus

Selv om garderoben bugner af tøj, er det ofte det samme, vi tager på igen og igen. For de mange stykker stof får os til at miste overblikket og fare vild i klædeskabet.

Og så ender det med, at vi ifører os den samme nederdel eller den samme skjorte, som vi allerede har haft på til otte fødselsdage og tre julefrokoster.

Men det er der ifølge organiseringsekspert Marianne Gammelgaard en god grund til.

- Vi kan godt lide tanken om at have en masse tøj at vælge imellem, men vi vælger det samme hele tiden, fordi vi ikke kan overskue de mange valg, fortæller Marianne Gammelgaard.

Derfor rådgiver hun i sin bog "Ryd op" til, hvordan man kan få en mere organiseret garderobe, så man lettere kan overskue, det tøj man har.

- Det hele skal ud af garderoben, så man kan se det. Og så skal det sorteres.

- Men mens man sorterer, er det vigtigt at have en måske-bunke, så man ikke går i stå i processen, lyder det fra Marianne Gammelgaard.

Og når man står tilbage med tøjbunker i forskellige kategorier, er det ifølge hende tid til at tage et kig på måske-bunken og stille sig selv spørgsmålene:

- Har jeg brugt den inden for det seneste år?

- Kommer jeg til at bruge den inden for det næste år?

- Beholder jeg den, fordi den har været dyr?

- Beholder jeg den, fordi jeg har fået den i gave?

Hvis man stadig er i tvivl, om man skal beholde tøjdelene fra måske-bunken eller ej, så benytter Marianne Gammelgaard en særlig strategi.

- Det tøj, man er i tvivl om, kan man putte i en kasse og forsegle den, så det er lidt svært at få fat i. Og så skal man stille kassen væk og sætte en tidsbegrænsning på.

- Eksempelvis tre til seks måneder. På den måde bliver det nemmere at give det tøj væk, som man ikke har været ude at hente i kassen i løbet af perioden, fortæller Marianne Gammelgaard.

Strategien bruger hun, fordi det ikke altid er nemt at skille sig af med sit tøj, da garderoben ifølge hende er det mest personlige rum i hjemmet.

- Garderoben kan være fyldt med bristede drømme, fordi vi køber meget tøj efter, hvem vi godt kunne tænke os at være en dag.

- En der er slankere, en der er større eller en, der har en anden stil. Derfor er der lidt flere følelser i garderoben, end der er, når vi skal skille os af med ting i nogle af de andre rum i huset, fortæller hun.

Hun er dog ikke i tvivl om, at en organiseret garderobe vil gøre hverdagen mere overskuelig.

- Folk, der eksempelvis elsker sko og tøj, kan også godt lide at have det fint organiseret.

- For så er det nemmere at bruge det og også at blive inspireret af det, siger Marianne Gammelgaard.

/ritzau fokus/

Los Angeles, 29/12/2025 - 22:11

Beyoncé er som den femte musiker blevet dollarmilliardær

Angela Weiss/Ritzau Scanpix

Beyoncés to seneste koncertturnéer og album har været med til at gøre hende til dollarmilliardær

Superstjernen Beyoncé er officielt blevet dollarmilliardær.

Det skriver det amerikanske erhvervsmagasin Forbes.

Den 44-årige amerikanske sanger har i løbet af karrieren udgivet et hav af verdensomspændende hits som "Single Ladies", "Crazy in Love" og "Texas Hold 'Em".

Sidstnævnte figurerer på Beyoncés seneste album, "Cowboy Carter", fra 2024.

Det er blandt andet dette album og sangerens to seneste koncertturnéer, der har fået hende med på milliardærlisten.

I alt havde turnéen Cowboy Carter Tour tidligere på året en bruttoindtjening på mere end 400 millioner dollar i billetsalg - svarende til omkring 2,5 milliarder kroner. Det skriver Forbes med henvisning til magasinet Pollstar, der følger koncertindustrien tæt.

Dertil blev der ved koncerterne solgt merchandise for 50 millioner dollar - cirka 317,4 millioner kroner - ifølge estimater fra Forbes.

Turnéen "Renaissance World Tour", som hun gennemførte i 2023, havde en bruttoindtjening på knap 580 millioner dollar - omkring 3,7 milliarder kroner - har Pollstar tidligere berettet.

Beyoncé er ifølge Forbes den femte musiker, der kan kalde sig dollarmilliardær.

De fire andre er hendes mand, rapperen Jay-Z, Rihanna, Taylor Swift og Bruce Springsteen.

Beyoncé kunne tidligere på året desuden sprænge sin egen rekord for flest Grammy Awards, da hun føjede yderligere tre priser til listen.

Dermed kom sangeren op på 35 Grammys. Hun er også den kunstner, der har været nomineret flest gange med 99 nomineringer.

For første gang kunne hun også skrive prisen for Årets Bedste Album på cv'et med "Cowboy Carter". Albummet skovlede roser og stjerner ind fra internationale anmeldere.

Beyoncé har ifølge Forbes tidligere udtalt, at albummene "Renaissance" og "Cowboy Carter" udgør de to første dele af en trilogi af albummer fra forskellige genrer. Det er ikke meldt ud, hvornår hun udkommer med et nyt album.

/ritzau/

Læs Mere >>

Los Angeles, 29/12/2025 - 21:33

Beyoncé er som den femte musiker blevet dollarmilliardær

Angela Weiss/Ritzau Scanpix

Beyoncés to seneste koncertturnéer og album har været med til at gøre hende til dollarmilliardær

Superstjernen Beyoncé er officielt blevet dollarmilliardær.

Det skriver det amerikanske erhvervsmagasin Forbes.

Den 44-årige amerikanske sanger har i løbet af karrieren udgivet et hav af verdensomspændende hits som "Single Ladies", "Crazy in Love" og "Texas Hold 'Em".

Sidstnævnte figurerer på Beyoncés seneste album, "Cowboy Carter", fra 2024.

Det er blandt andet dette album og sangerens to seneste koncertturnéer, der har fået hende med på milliardærlisten.

I alt indtjente turnéen Cowboy Carter Tour mere end 400 millioner dollar i billetsalg - svarende til omkring 2,5 milliarder kroner. Det skriver Forbes med henvisning til magasinet Pollstar, der følger koncertindustrien tæt.

Dertil blev der ved koncerterne solgt merchandise for 50 millioner dollar - cirka 317,4 millioner kroner - ifølge estimater fra Forbes.

Beyoncé er ifølge Forbes den femte musiker, der kan kalde sig dollarmilliardær.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 29/12/2025 - 11:00

FAKTA: Investeringer i forsvar er fordoblet

* En opgørelse viste for et par måneder siden, at pensionsbranchen har fordoblet beholdningen af investeringer i forsvarsvirksomheder.

* Fra januar 2024 til april 2025 er forsvarsinvesteringerne øget fra godt 9 milliarder kroner til næsten 19 milliarder kroner.

* Stigningen skyldes både, at pensionsselskaber har øget deres eksisterende investeringer i forsvar, at nye pensionsselskaber er gået ind på området, og at især europæiske børsnoterede forsvarsaktier er steget i værdi.

Kilde: Forsikring og Pension.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 29/12/2025 - 11:00

Dine pensionskroner kan ende i våben

Khaled Desouki/Ritzau Scanpix

Hvis du ikke ønsker, at din pensionsopsparing bliver investeret i forsvarsindustrien, kan du typisk fravælge våben.

De fleste danskere indbetaler til en pensionsopsparing, som bliver investeret, så den kan vokse.

For mange pensionskunder indebærer det i dag i højere grad end tidligere også investeringer i forsvarsindustrien og våben. Og det bør man være klar over som kunde.

Sådan lyder det fra underdirektør i brancheorganisationen Forsikring og Pension Tom Vile Jensen.

- Hvis man har en holdning til det, vil jeg råde til, at man kontakter sit pensionsselskab og spørger ind til sine muligheder, siger han og fortsætter:

- Investorer i det private har tidligere holdt sig helt fra atomvåben blandt andet på grund af FN's traktat om forbud mod atomvåben, der trådte i kraft i 2021. Men ingen Nato-lande - heller ikke Danmark - har underskrevet eller ratificeret den, siger han.

Ifølge Nato er atomvåben en central del af alliancens forsvar som et afskrækkelsesmiddel.

Selv om Danmark ikke har underskrevet traktaten, vurderer Tom Vile Jensen, at den har fået pensionsselskaber herhjemme til at afholde sig fra investeringer i dele af forsvarsindustrien.

For eksempel har landets største pensionsselskab, PFA, tidligere haft en politik om ikke at investere i selskaber, der producerer komponenter til atomvåben.

Men den politik er siden blevet lempet, fortæller Rasmus Bessing, der er PFA's direktør for ansvarlige investeringer.

- Vi lever i en verden, som er under forandring - særligt efter Ruslands invasion af Ukraine. Når verden forandrer sig, skal vi følge med for fortsat at være relevante i den virkelighed, vi agerer i, siger han.

- Der er i Europa bred enighed om, at vi skal tage bedre hånd om vores egen sikkerhed. Som en del af den udvikling har vi tilpasset vores investeringspolitik, så vi i højere grad kan investere i den europæiske forsvarsindustri.

Tidligere var to tredjedele af PFA's investeringer amerikanske. Ifølge Rasmus Bessing udgør USA og EU nu cirka 50 procent hver.

- PFA kan nu investere i eksempelvis Airbus, Boeing og Dassault Aviation, hvor en lille del af omsætningen kommer fra dele til atomvåben. For eksempel leverer Airbus dele til det franske atomforsvar.

Han understreger, at der fortsat ikke bliver investeret i konventionsstridige våben, såsom klyngebomber samt biologiske og kemiske våben.

Som pensionskunde har man typisk mulighed for at sige nej til våben.

- Hvis man ikke ønsker, at ens pensionsopsparing skal bruges til investeringer i våben, kan man vælge vores Klima Plus-produkt, som er fri for våben, siger Rasmus Bessing og uddyber:

- Fravælger man våben, betyder det ikke, at man vil få et dårligere afkast. Målet er, at opsparingen skal vokse på samme måde, uanset om man vælger at investere i våben eller ej.

Hos Danica Pension er synet på investeringer i forsvarsindustrien også gradvist blevet ændret. Det forklarer investeringsdirektør Poul Kobberup.

- Selv om vi investerer mere i forsvar, sker det fortsat ansvarligt og med nøje etiske overvejelser. Alle vores investeringer skal stadig leve op til ESG-kravene, siger han.

Det betyder, at der skal tages hensyn til miljø, sociale forhold og god selskabsledelse.

- Ligesom andre pensionsselskaber tilbyder vi et produkt, der er helt fri for investeringer i forsvar og våben. Hos os hedder det Ansvarligt Valg, siger Poul Kobberup.

Han tilføjer, at uanset om investeringen er med eller uden våben, vil den gå op og ned, men over tid skulle opsparingen gerne vokse.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek