København, 17/05/2025 - 02:48
Rasmus Højgaard falder langt tilbage i golfmajor
Rasmus Højgaard kom fredag i problemer i PGA Championship i USA og røg 39 placeringer tilbage i feltet.
Jared C. Tilton/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den danske golfspiller Rasmus Højgaard raslede fredag tilbage i den samlede stilling i majorturneringen PGA Championship.
Højgaard faldt fra niendepladsen i North Carolina til en delt 48.-plads efter en skidt runde i tre slag over par.
Danskeren brugte 74 slag på at komme gennem de 18 huller på Quail Hollow-banen. Han blev undervejs noteret for seks bogeys, mens tre birdies trak op på scorekortet.
Rasmus Højgaards udfordringer på anden runde betyder, at tvillingbroren Nicolai Højgaard nu har overhalet ham i den samlede stilling.
Nicolai Højgaard gik fredagens runde i 69 slag - to under banens par - hvilket betyder, at han samlet er ét slag bedre end sin bror. Det rækker til en delt 36.-plads - syv slag fra førstepladsen.
Thorbjørn Olesen kæmpede sig også videre til weekendens finalerunder. Ligesom torsdag gik han fredag banen i 71 slag. Han ligger side om side med Rasmus Højgaard på en 48.-plads.
Turneringens to sidste danske deltagere, Rasmus Neergaard og Niklas Nørgaard, er færdige i North Carolina, da de missede cuttet.
Majorturneringen føres af Jhonattan Vegas fra Venezuela, der samlet er otte slag under par.
40-årige Vegas, der aldrig har vundet en majortitel før, har to slag ned til de nærmeste forfølgere. Føringen kunne dog have været på fire slag, hvis ikke det var for en dobbeltbogey på dagens sidste hul.
- Det var en fin dag. Jeg skal ikke være for hård ved mig selv for at lave den dobbeltbogey på hul 18, siger Jhonattan Vegas ifølge AFP.
Det er endnu uvist, hvor mange penge der spilles om i North Carolina.
Arrangørerne af PGA Championship vil ifølge mediet NBC først lørdag annoncere præmiepuljen.
Sidste år lød de samlede pengepræmier på 18,5 millioner dollar svarende til 123 millioner kroner. Dengang kunne vinderen Xander Schauffele rejste hjem med en check på 3,3 millioner dollar - 22,2 millioner kroner.
/ritzau/