Grindsted, 15/12/2025 - 11:21
Knallertkører er i kritisk tilstand efter påkørsel i Grindsted
En 51-årig knallertfører blev fløjet til hospitalet søndag aften efter et sammenstød med en bil i Grindsted.
Af: /ritzau/
En 51-årig mand er i kritisk tilstand, efter at han søndag aften blev kørt ned, mens han kørte på sin knallert i Grindsted.
Det skriver JydskeVestkysten.
Ifølge Sydøstjyllands Politi kørte manden lige over i et kryds ved Kvickly og kørte direkte ind i en kørende bil. Politiets foreløbige vurdering er, at det var knallertføreren, som burde have holdt tilbage i krydset.
Den 51-årige mand blev fløjet med helikopter til Odense Universitetshospital.
Knallertføreren havde også en 55-årig mand siddende bagpå. Han pådrog sig en mindre skade i hovedet og blev kørt med ambulance til sygehuset i Esbjerg.
Føreren af bilen var en 41-årig kvinde fra Grindsted. Hun kom ifølge politiet ikke noget til ved ulykken.
/ritzau/




