Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 13/04/2026 - 11:53

Tre dømmes for drab med kniv i Fjerritslev

Offer blev lokket udenfor sin gadedør en tidlig morgen og blev overfaldet med baseballbat og kniv.

Af: /ritzau/

I en sag om et drab på en 29-årig mand i Fjerritslev har Retten i Hjørring mandag afsagt dom.

Fredag blev de tre tiltalte fundet skyldige, og mandag har retten idømt en mand fængsel i 12 år, en kvinde har fået ti år, mens den tredje skal anbringes på psykiatrisk afdeling på ubestemt tid.

Det skriver Ekstra Bladet.

Tidligt om morgenen en dag i november 2024 blev offeret overfaldet foran sin gadedør af to af de tiltalte.

Inden da havde den tredje fået den 29-årige til at forlade sit hjem. Udenfor ventede de to andre.

Den ene, 25-årige Mille Mie Boelt Christensen, slog manden i hovedet med et baseballbat. Hun stak også ud efter ham med en kniv.

Den 46-årige Johnni Nielsen stak derefter den tiltalte i brystet og ryggen.

Han straffes med fængsel i 12 år, mens hun er idømt fængsel i ti år.

Under sagen har alle tre nægtet sig skyldige i drab. Det var ikke meningen, at den 29-årige skulle dø, har den ene ifølge TV2 Nord sagt.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek