København, 21/02/2026 - 08:50
Motorvej spærres i 16 timer for at nedrive motorvejsbro
Fra lørdag klokken 17 spærres en del af Østjyske Motorvej ved Horsens, fordi en motorvejsbro skal rives ned.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Trafikanter på Østjyske Motorvej ved Horsens skal lørdag aften og frem til søndag morgen ud på en omvej.
For motorvejen afspærres i begge retninger mellem 55 Horsens N og 56a Horsens V fra lørdag klokken 17 til søndag klokken 9.
Det fremgår af Vejdirektoratets hjemmeside.
- Følg den skiltede omkørsel på stedet og forvent forlænget rejsetid gennem hele perioden, hvis du skal køre på strækningen, skriver Vejdirektoratet.
Hjemmeværnet vil også være til stede for at hjælpe til, så trafikken bliver afviklet så godt som muligt under spærringen.
Omkørslen skyldes, at motorvejsbroen på Rådvedvej over motorvejen rives ned. Det sker som led i udbygningen af Østjyske Motorvej.
Motorvejen udvides fire steder, hvor den længste strækning er mellem Vejle og Skanderborg. Her er det 38 kilometer af motorvejen, der går fra fire til seks spor.
Der er i dag trafikale problemer på strækningen, der viser sig i daglige køer.
- Med den stigende trafik på motorvejsnettet vil problemerne kun vokse. Udbygningen skal være med til at løse disse udfordringer, skriver Vejdirektoratet på sin hjemmeside.
Vejdirektoratet oplyser, at den nye bro på Rådvedvej er støbt, men endnu ikke kan tages i brug.
Vintervejret, som har ramt landet i starten af 2026, betyder, at Vejdirektoratets entreprenør ikke har kunnet udføre de nødvendige opgaver, for at broen kan gøres endeligt færdig og kobles på Rådvedvej i begge ender.
- Planen var, at den nye bro og Rådvedvej skulle åbne umiddelbart efter nedrivningen af den gamle bro. Og det er rigtigt ærgerligt, at vinteren har sat en stopper for det.
- Samtidig kan vi ikke udskyde nedrivningen af den gamle bro, da vi ønsker at holde den samlede plan for udbygningen af motorvejen, udtalte projektchef fra Vejdirektoratet John Kjærsgaard tidligere i februar på hjemmesiden.
Han har samtidig et særligt budskab til trafikanterne.
- Hvis du kan, så find en alternativ rute, som ikke inkluderer det spærrede område af motorvejen og de omkringliggende veje.
- Når vi spærrer motorvejen, sender vi flere trafikanter ud på kommunevejene, og det vil få betydning for rejsetiden i området, lyder det.
Arbejdet med motorvejen har også ført til andre omkørsler for trafikanterne. Blandt andet har de sydgående til- og frakørsler ved Horsens C 56 været afspærret i over en måned og ventes genåbnet senest 13. marts.
/ritzau/




