København, 11/08/2025 - 11:51
FAKTA: Ørsted opfører og sælger vindmølleparker
Energikæmpen Ørsted er et resultat af en sammenlægning af seks danske energiselskaber.
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Ørsted har mandag annonceret, at man foretager en kapitaludvidelse ved at udstede nye aktier til en værdi af 60 milliarder kroner.
Pengene skal bruges på at understøtte Ørsteds forretningsmodel, der går ud på at bygge og drive vindmølleparker.
Når de er i drift, frasælger Ørsted typisk 50 procent af parkerne for at skaffe kapital til at bygge nye parker.
Det var også planen med havvindparken Sunrise Wind, der er ved at blive opført ud for den amerikanske kyst, men Trump-regeringens politik på energiområdet har gjort det svært at finde investorer til projektet.
Læs mere her om den danske energikæmpe, der har taget navn efter en af Danmarks mest berømte videnskabsmænd, H.C. Ørsted:
* Ørsted hed tidligere Dong Energy, men skiftede navn i 2017 for at markere overgangen til et nyt fokus udelukkende på vedvarende energi.
* Dong Energy var en sammenlægning af seks danske energiselskaber: Dansk Olie og Naturgas (Dong), Elsam, Energi E2, Nesa, Københavns Energis Elaktiviteter og Frederiksberg Forsyning.
* Energikæmpen, som blev dannet i 2006, forsynede danskerne med el og gas, sørgede for elproduktion på kraftværker samt efterforskning og produktion af olie og naturgas.
* Selskabet besluttede sig dog for at sælge olie- og gasforretningen fra for udelukkende at satse på vedvarende energi.
* Frasalget skete i slutningen af maj 2017, hvor Ineos indgik en købsaftale med Dong Energy.
* Koncernchef og administrerende direktør er Rasmus Errboe. Han afløste Mads Nipper, der stoppede på posten 31. januar efter fire turbulente år.
* Dong Energy blev noteret på fondsbørsen i København 9. juni 2016 til en udbudspris på 235 kroner per aktie.
* Børsnoteringen kom på plads efter en dramatisk forhistorie.
* Det vakte nemlig politisk ballade og massiv kritik, da staten i 2014 solgte en del af Dong til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.
* SF sad i regering med S og R på det tidspunkt og stemte for salget. Det førte til så megen intern splid i partiet, at SF endte med at træde ud af regeringen.
* Goldman Sachs solgte sine sidste Dong Energy-aktier i oktober 2017.
Kilder: Ritzau, Ørsted.
/ritzau/