Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 20/03/2026 - 08:47

Nottingham-træner: Tidlig FCM-jubel gav os brændstof

Det tændte en gnist i Nottingham Forest-spillerne at se FC Midtjylland juble efter sejren på engelsk grund.

Adam Vaughan/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det gav ekstra motivation til Nottingham Forest, at FC Midtjylland jublede efter sejren på engelsk grund i den første af to ottendedelsfinaler i Europa League.

Det siger Vitor Pereira, der er træner for Nottingham Forest, efter at englænderne torsdag aften vandt returkampen og slog FCM ud efter straffesparkskonkurrence.

FCM vandt den første kamp 1-0 ude over Nottingham Forest, og det fik de midtjyske spillere til at juble euforisk ud mod deres medrejsende fans efter opgøret.

Nottingham-træneren sagde allerede efter det første opgør, at det lignede, at FCM-spillerne fejrede sejren, som om de troede, at det var afgjort.

Efter den samlede sejr gentog portugiseren budskabet og forklarer, at det hjalp ham til at motivere spillerne.

- De vandt den første kamp og begyndte at juble. De jublede for tidligt, og det gav os bare ekstra brændstof frem mod returkampen til at bevise, at der var rigeligt med tid til at vende det på hovedet.

- Vi kom for at sejre, og det var godt for os. Nu er det tid til at fokusere på den næste kamp, for den er meget vigtig for os, siger Pereira ifølge Nottingham Post.

Nottingham Forest gæster søndag Tottenham i Premier League i en kamp, der handler om at undgå nedrykning fra den bedste engelske fodboldrække.

På grund af kampens vigtighed havde Vitor Pereira valgt at rotere kraftigt i startopstillingen mod FCM med ni ændringer i forhold til den seneste kamp i den hjemlige liga.

Vitor Pereira forklarede, at det var med henblik på at holde spillerne friske frem mod kampen mod Tottenham.

- Vi er i en position, hvor vi er nødt til at balancere med vores kræfter i to turneringer, lyder det fra Vitor Pereira.

I kvartfinalen skal Nottingham Forest møde FC Porto.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek