Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 12/07/2025 - 08:00

Dansk kendis: Jeg gik rundt med konstant dårlig samvittighed

Musicalstjernen Xenia Lach-Nielsen må erkende, at arbejdet på scenen ofte udspiller sig, når alle andre har fri.

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Af: Af Ritzau Fokus

Når musicalstjernen Xenia Lach-Nielsen 31. december synger årets sidste nytårskoncert, kan hun se tilbage på et hæsblæsende 2025, hvor hun siden påske kun har haft 14 dages fri - samlet set.

- Hvis man ligesom helt inde i knoglerne er lavet af - nu siger jeg det meget højtragende - teaterets væsen, så kan man ikke undvære det. Jeg vil ikke sige, at det er et drug, men det er jo så sjovt!, siger hun.

Men med sådan et ekstrovert job kommer også behovet for det stik modsatte, når hun går fra scenen igen.

Alt socialt er sat på standby.

- Jeg skal have min søvn, og jeg skal have noget at spise. Og så er det faktisk nærmest det, lyder det fra Xenia Lach-Nielsen.

- Men så har jeg en hund, som nok kommer før alle andre. Også min mand. Men hun har jo ikke valgt at være hund hos mig, så hun skal bare have det godt! Ellers skal man ikke have et dyr. Men min mand er jo stor og voksen og laver selv en masse ting.

Privat er den 53-årige musicalstjerne gift med skuespilleren Peter Gantzler.

De har dannet par i efterhånden 30 år og mødte hinanden under indspilningerne af en film, hvor de skulle spille kærester.

Kort efter blev de det også privat.

- Det er ofte sådan, at han laver film og tv om dagen, og jeg spiller om aftenen. Det har været sådan hele vores liv. Det er bare vilkårene. Og heldigvis har jeg en mand, der forstår det, siger Xenia Lach Nielsen.

Sammen har de datteren Rosa på 26 år.

- Da min datter var yngre, gik jeg rundt med konstant dårlig samvittighed. Altså konstant! Nu er det slet ikke på det niveau, lyder det fra Xenia Lach-Nielsen om sine arbejdstider.

- Jeg savner selvfølgelig at være sammen med min datter. Men hun lever jo sit eget liv nu og er en voksen kvinde og gider ikke være sammen med mig hele tiden alligevel. Men det er 100 procent hende, jeg prioriterer, hvis jeg har et øjeblik.

Sommeren over har Xenia Lach-Nielsen stået på de skrå brædder i årets udgave af Tivolirevyen, som spiller sidste forestilling søndag 13. juli.

Inden stod hun på scenen i Sting-forestillingen "The Last Ship", og nu venter musicalen "Chess".

- Det er jo så utroligt sjovt at spille teater. Det er jo de mest fantastiske mennesker - som regel - og jeg går ikke på arbejde en eneste dag uden at grine røven ud af bukserne. Det er livsbekræftende!, siger Xenia Lach-Nielsen.

Men man kan heller ikke lave en musical eller en revy, hvis man ikke har det godt sammen, pointerer hun.

- Det er ikke muligt, simpelthen. Så du er hele tiden udfordret i din evne til at samarbejde, siger Xenia Lach-Nielsen og fortsætter:

- Man lærer enormt meget om andre, og man lærer enormt meget om sig selv. Hvor meget kan man klare? Hvad vil man stå model til? Hvor går ens grænser? Og så får man trænet sin hjerne i at huske, og man får udviklet sit talent. Hvis man har et.

Den autodidakte skuespiller debuterede i opsætningen af musicalen "Hair" på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg i 1996.

Siden har hun medvirket i et væld af andre musicals og i teaterkoncerter. Men hun har også haft roller uden sang og musik.

Senest kunne hun ses i DR-dramaet "Generationer".

- Jeg er mere min egen kaptajn i branchen nu på grund af min alder og min kæmpe erfaring. Men derfor kan jeg godt sådan helt lille pige-agtigt tænke: "Ej, hvor er jeg heldig, at der er nogen, der overhovedet vil bruge mig!", samtidig med at jeg godt ved, hvad jeg er værd, siger Xenia Lach-Nielsen og fortsætter:

- Jeg synes, det er ret interessant med den alder, jeg har nu, i forhold til hvordan jeg var, da jeg var ung. Der kan jeg godt mærke, at jeg måske har kastet mig ud i nogle ting, som der ikke rigtigt var, hvad skal man sige, bund i, og som jeg er blevet ked af og bagefter har skullet samle mig selv op fra.

- I dag kan jeg fornemme, om noget vil være godt eller skidt for mig og for forestillingen. Jeg har noget erfaring og modenhed at byde ind med i forhold til at sige: "Jeg synes, vi skal gøre det på den her måde i stedet for".

Xenia Lach-Nielsen erkender også, at hun har lavet fejldispositioner - at hun har sagt nej til en rolle, som hun måske burde have takket ja til, da hun fik muligheden for det.

- Sådan laver man fejl hele tiden - det gør man jo i livet, altså i det hele taget, men det lærer man jo også noget af.

/ritzau/

København, 18/12/2025 - 04:14

Balletskolens kunstneriske leder stopper til maj efter klager

Emil Hougaard/Ritzau Scanpix

Anne Peyk søger ikke om forlængelse på Det Kongelige Teaters Balletskole efter klager fra forældre.

Det Kongelige Teaters Balletskoles kunstneriske leder, Anne Peyk, søger ikke om forlængelse, når hendes tidsbegrænsede ansættelse udløber til maj 2026.

Det skriver Berlingske.

Det sker, efter at avisen har rettet henvendelse til balletskolen om seks klager fra forældrepar, en tidligere lærer og en tidligere aspirant samt udtalelser fra 22 kilder.

De seks nye klager kom oven i en klage fra ni forældrepar fra februar.

Klagerne handler om en såkaldt skadelig kultur, dårlig ledelse og manglende gennemsigtighed på balletskolen, særligt under den kunstneriske leder Anne Peyk.

Anne Peyk beskrives i klagerne som uempatisk og diktatorisk, og hendes ledelsesstil bliver kaldt frygtbaseret.

Det var ellers blevet lovet, at der skulle ske en kulturforandring på skolen, efter at flere elever i 2023 stod frem i Politiken og fortalte om et stort pres samt psykiske lidelser og fysiske skader.

Skolen hyrede advokatfirmaet Horten til en advokatundersøgelse, der viste problemer med mistrivsel, og bestyrelsesformand Lars Barfoed undskyldte forholdene på skolen.

Men Berlingske har nu talt med 22 kilder, der kritiserer teatrets ledelse, forholdene på balletskolen og håndteringen af de nye klager.

Teaterchef på balletskolen Kasper Holten skriver i et skriftligt svar til Berlingske, at teatret som følge af klagerne hyrede Kammeradvokaten til at foretage endnu en advokatundersøgelse.

Og advokatundersøgelsen har konkluderet, at påstandene ikke kan underbygges, siger Kasper Holten til Berlingske.

Han kritiserer dog, at medierne gengiver "meget grove beskyldninger mod en enkelt medarbejder, efter at klagerne er blevet grundigt undersøgt", "for så begynder det at ligne en personhetz".

Anne Peyk skriver i et skriftligt svar til Berlingske, at hun allerede i oktober meddelte udviklings- og børnedirektør Dorthe Paulli, at hun ikke ville søge om forlængelse til maj.

- Selv om jeg ikke skal lægge skjul på, at det har været hårdt at være under anklage i mere end otte måneder, er jeg glad for at Kammeradvokaten så grundigt har undersøgt sagen og ikke finder klagerne mod mig begrundede, lyder det.

Politiken har med input fra 48 tidligere balletskoleelever afdækket, at balletskolen skal have fremprovokeret spiseforstyrrelser, angst og depression ved at opfordre normalvægtige elever til at tabe sig.

Det Kongelige Teaters Balletskole modtager 18,7 millioner kroner årligt fra staten.

/ritzau/

Læs Mere >>

Los Angeles, 17/12/2025 - 20:36

Fra 2029 vil Oscar-uddelingen blive vist på YouTube

Angela Weiss, Lionel Bonaventure/Ritzau Scanpix

Siden 1976 er oscaruddelingen blevet vist på tv-stationen ABC, men den flyttes til YouTube om nogle år.

Fra 2029 vil oscaruddelingen blive streamet på hjemmesiden YouTube.

Det oplyser oscarakademiet i en pressemeddelelse.

Siden 1976 er oscaruddelingen ellers blevet sendt på tv-stationen ABC, men den flyttes om nogle år til YouTube, som har fået en eksklusiv femårig aftale som distributionspartner.

- Dette partnerskab vil give os mulighed for at udvide adgangen til akademiets arbejde til det størst mulige publikum på verdensplan, lyder det i en udtalelse fra akademiets ledelse, skriver akademiet i pressemeddelelsen.

Aftalen gælder for dækningen af selve prisuddelingen, den røde løber, backstage-indhold og adgang til det såkaldte Governors Ball, der er den officielle fest efter prisuddelingen.

Indholdet vil være tilgængeligt live og gratis for over to milliarder seere i hele verden, lyder det.

Samtidig vil der være undertekster og lydspor tilgængelige på flere sprog.

- Vi vil kunne fejre film, inspirere nye generationer af filmskabere og give adgang til vores filmhistorie på en hidtil uset global skala, lyder det fra akademiet.

22. januar bliver næste års oscarnomineringer meldt ud.

Oscaruddelingen finder sted 15. marts 2026 i Los Angeles, USA, og markerer den 98. udgave af prisuddelingen af det, der er den mest prestigefyldte amerikanske filmpris.

Den danskproducerede dokumentarfilm "Mr. Nobody mod Putin" er blandt de 15 film, der er shortlistet til en Oscar i kategorien Bedste Dokumentarfilm.

Den danske oscarkomité udvalgte i september filmen som det danske bud på en oscarnominering i kategorien Bedste Internationale Film.

I den kategori er filmen blevet forbigået.

I løbet af de seneste 15 år er otte danske film blevet nomineret til Bedste Internationale Film.

To - "Hævnen" af Susanne Bier og "Druk" af Thomas Vinterberg - har i denne periode modtaget prisen.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 18/12/2025 - 10:00

FAKTA: Drop nytårstorsken

* Mens blæksprutten stortrives i det danske farvande, ser det mindre positivt ud for torsken. 

* Sidste år opfordrede Verdensnaturfonden (WWF) til, at danskerne sprang nytårstorsken over. WWF anbefalede at gå efter østers, muslinger og blæksprutte som alternativer. 

* Torskebestanden i Østersøen er så kritisk, at det er forbudt for lystfiskere at fiske efter den klassiske nytårsfisk her, mens erhvervsfiskeriet i flere år har været begrænset til bifangst.

* EU-landene har indgået en ny aftale, der i 2026 reducerer kvoten for fiskeri af torsk i Nordsøen med 44 procent. 

Kilder: WWF og Landbrugs- og Fiskeristyrelsen. 

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 18/12/2025 - 10:00

Sæt sæsonens smagfulde delikatesser på nytårsmenuen

Mathias Eis/Ritzau Scanpix

Blæksprutte og græskar er på listen over vinterens råvarer og kan spille hovedroller i din nytårsmenu. Få inspiration til middagen på årets sidste dag.

Nytårsfejringen er en klippefast tradition. Men derfor kan man godt tænke ud af boksen, når middagen skal sammensættes.

Det foreslår Jens Peter Moestrup Hansen, der er kok og ejer af fiskehandleren Hav i København:

- Jeg plejer at servere flere snacks, så hovedretten er lidt mindre omstændelig.

For en fiskehandler er østers en obligatorisk snack nytårsaften, siger han.

Han fokuserer desuden på, at elementerne i menuen skal kunne forberedes i god tid, så madlavningen ikke stjæler tiden på den festlige aften.

- Noget af det vigtigste til nytår er, at det skal være rimeligt hurtigt at anrette, siger Jens Peter Moestrup Hansen.

Hvis du leder efter et billigere alternativ til den klassiske nytårstorsk, anbefaler han rovfisken sandart.

Fiskehandleren foreslår at servere rovfisken rå ved at skære den i små tern og marinere dem i saften fra citrusfrugter.

Den generelle anbefaling fra Fødevarestyrelsen er at fryse fisk, der skal spises rå, i minimum 24 timer.

Jens Peter Moestrup Hansen vil anrette sandarten med sprøde, bitre salater, grape og en asiatisk dressing med ingefær, fiskesovs, soja, sesamolie og appelsinskal.

For Maria Lesi, der er køkkenchef på spisestedet Omegn & Venner i København, er sæsonens råvarer altid udgangspunktet, når hun planlægger nytårsmenuen.

- Når du har et mindre udvalg af råvarer, er det lettere at finde på, hvilke retter du kan lave, siger hun.

Blæksprutte er et af de havdyr, der for tiden strømmer ind i de danske farvande.

- Vær sikker på, at du renser den godt og dupper den tør med noget papir. Put den på panden med olie, og når den begynder at krølle sammen, er den klar, siger kokken.

Maria Lesi krydrer gerne den stegte blæksprutte med salt og cayennepeber og serverer den som snack.

Også Jens Peter Moestrup Hansen foreslår, at det bløde havdyr indgår i årets sidste måltid.

- Jeg synes, det er lækkert at skære den ud som en flade, stege den ved rigtig høj varme cirka fire minutter på den ene side og et minut på den anden, og så skære den i små strimler bagefter, siger han.

Dertil ville fiskehandleren lave en græskarpuré, hårdt stegte porrer og en muslingesauce.

- Kog muslinger helt i smadder i hvidvin. Så smager muslingerne af nærmest ingenting, men du har en rigtig god fond, som du kan koge ned med lidt fløde, siger han.

Hvis du gerne vil lave en vegetarisk ret, er hjemmelavet ravioli et godt bud.

- Det er altid lækkert at servere pasta til nytår, fordi det ikke er så tungt på protein, og så kan man få det til at se rigtig flot ud, siger Maria Lesi.

Hvis du ikke vil kaste dig ud i at lave de klassiske italienske pastalommer selv, kan du vælge en anden pasta eller købe nogle friske i supermarkedet, fortæller hun.

Køkkenchefen ville fylde pastaen med ricotta - en friskost med en mild smag - og servere den som forret sammen med en puré lavet af hokkaidogræskar og kraftfulde krydderier.

- Kombinationen af hokkaido, rosmarin og chiliflager er rigtig god, lyder det fra Maria Lesi.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek