Geneve, 12/06/2025 - 07:00
FN-rapport: For tiende år stiger antallet af mennesker på flugt
Ifølge en FN-rapport kommer en tredjedel af mennesker på flugt fra Sudan, Syrien, Afghanistan og Ukraine.
Minako Sasako/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
122,1 millioner mennesker er per april 2025 tvunget på flugt.
Sådan lyder konklusionen i en årlig rapport fra FN’s flygtningeorganisation, UNHCR.
Dermed er det tiende år i træk, at antallet af mennesker på flugt i verden stiger.
Det fortæller Andreas Fløistrup, der er talsperson for UNHCR. Han kalder tallet for "chokerende højt".
- På blot ti år er tallet blevet fordoblet, siger han.
Tallet dækker over både asylansøgere, folk, der er flygtet over landegrænser, samt internt fordrevne mennesker.
UNHCR-rapporten viser desuden, at mere end en tredjedel af alle mennesker på flugt i verden kommer fra blot fire lande. Det er Sudan, Syrien, Afghanistan og Ukraine.
- Det viser, at hvis vi formår at finde fredelige løsninger på nogle af verdens største konflikter, så kan rigtig mange millioner mennesker begynde at drømme om at vende hjem, siger UNHCR-talspersonen og nævner Syrien som eksempel.
- Her er næsten to millioner mennesker vendt hjem siden starten af december, fordi der er sket en fredelig udvikling, siger han.
Fløistrup fremhæver også, at 60 procent af verdens fordrevne mennesker ifølge rapporten aldrig bevæger sig ud af deres hjemland, men i stedet bliver internt fordrevne.
Af dem, der flygter og krydser landegrænser, bevæger 67 procent sig aldrig videre end til et af deres nabolande.
- Det er en understregning af, at det er langt de færreste, der for eksempel tager flugten mod Europa.
USA’s bistandspause har dog ifølge Fløistrup udfordret arbejdet med flygtninge i verden.
- Konkret betyder det, at vi hos UNHCR har måttet skære en tredjedel af vores programmer, siger han og fortæller, at selv om USA er organisationens største donor, har mange andre lande i Europa ligeledes skåret på støtten til udviklingsbistand.
- Det er klart, at hvis den nuværende tendens med nedskæringer i støtte til humanitære organisationer fortsætter, så vil det potentielt tvinge flere (flygtninge, red.) til at søge videre på livsfarlige rejser, da de ikke får den støtte, de har brug for i nærområdet.
/ritzau/