København, 21/04/2026 - 13:52
Statsadvokat anker - vil have brødre dømt for bestilt drab
Brødres frifindelse ankes. Statsadvokat vil have dem dømt for at hyre svensker til skuddrab i København.
Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
To halvbrødre blev i marts frifundet for en alvorlig anklage om at have bestilt en likvidering på åben gade i København.
Dermed kunne de ånde lettet op. Og så alligevel ikke.
For frifindelserne ankes, fortæller anklager Alexander Palne til Ritzau.
Dermed mener Statsadvokaten i København at kunne bevise brødrenes skyld i landsretten.
Sagen er heller ikke afgjort for den unge svenske mand, der i Københavns Byret tilstod drabet og blev idømt fængsel på livstid. Også han har anket til Østre Landsret, der dog alene skal vurdere, hvad straffens længde skal være.
Skyldsspørgsmålet bliver der ikke ændret ved.
Drabet fandt sted om eftermiddagen den 19. oktober 2023 i Nyropsgade nær Vesterport Station. Offeret var kommet med toget fra Slagelse, hvor han boede, til København.
På fortovet gik en 21-årig svensk mand ham i møde.
Han var forklædt som madbud. På ryggen havde han en lyseblå Wolt-termotaske, og han var desuden iført en kasket og en jakke fra Just Eat.
Han trak en pistol frem, og på klos hold affyrede han flere skud. Et ramte offeret i ryggen, to andre traf ham i hovedet. Den 37-årige mand var død på stedet.
I byretten sagde anklagemyndigheden, at de to danske halvbrødre havde bestilt svenskeren til at slå ihjel.
Men retten kunne ikke skrive under på den påstand. Der var dog en markant uenighed. To juridiske dommere og to nævninger frikendte de to brødre, mens fire nævninger stemte for at finde dem skyldige.
Centralt i anklagemyndighedens bevisførelse var, at den yngste af brødrene var bruger af en profil på Snapchat, som svenskeren kommunikerede med.
Desuden blev den yngstes DNA fundet på Wolt-tasken, ligesom hans fingeraftryk blev fundet på det elløbehjul, som svenskeren flygtede på.
Men de omstændigheder var ikke stærke nok til at bevise medvirken til drab, fastslog de to juridiske dommere og de to nævninger.
Blandt andet spillede det en rolle, at også andre kunne tilgå profilen på Snapchat.
Desuden var det heller ikke tilstrækkeligt, at den ældste brors fingeraftryk blev fundet på elløbehjulet og på en affaldssæk, som svenskeren smed fra sig.
/ritzau/




