København, 21/05/2026 - 10:26
Flere har budt på milliardstøttede havvindmølleparker
Udbuddene er en opfølgning på et havvindudbud fra 2024, hvor ingen selskaber valgte at melde sig på banen.
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Energistyrelsen har modtaget flere bud på to udbudte havvindmølleparker i Nordsøen og Kattegat.
Det skriver styrelsen på sin hjemmeside.
Budfristen udløb 20. maj klokken 14.
Udbuddene er en opfølgning på et havvindudbud fra 2024. Ved tilbudsfristens udløb for de tre første arealer havde Energistyrelsen dengang ikke modtaget et eneste bud fra interesserede selskaber.
Denne gang garanterer staten dog en mindstepris for den strøm, som havvindmøllerne producerer. Staten påtager sig altså risikoen for elprisudviklingen.
- Modellen betyder, at staten garanterer havvindproducenterne en fast pris for deres strøm med et netto-udbetalingsloft på henholdsvis 15,7 milliarder kroner for Nordsøen Midt og 21,9 milliarder kroner for Hesselø, skriver Energistyrelsen.
Det oplyses ikke fra styrelsen, hvilke selskaber der har budt, hvor mange selskaber der har vist interesse, eller hvilken pris der er budt med.
I alt udbydes tre arealer til etablering af nye havvindmølleparker. Det drejer sig om to områder i Nordsøen vest for Ringkøbing Fjord og et område syd for Kattegat-øen Hesselø.
Det sidste område i Nordsøen har først budfrist i efteråret 2028. Parkerne skal tilsammen kunne levere strøm svarende til tre millioner husstandes forbrug.
Med statens støttemodel reduceres risikoen for, at energiselskaberne sætter penge til på at producere strøm, de må sælge til en meget lav strømpris eller forære væk på tidspunkter, hvor strømprisen er nul eller negativ.
En politisk aftale har sat et loft på 55 milliarder kroner til denne form for støtte. Energistyrelsen har dog skønnet, at støttebehovet for de tre parker vil ligge på omkring det halve.
Samtidig er der slækket på størrelsen af den bod, som vinderne af udbuddet skal betale, hvis ikke parkerne som forventet er i drift i henholdsvis 2032 og 2034.
De ændrede vilkår skulle "øge sandsynligheden for kvalificerede bud", lød det fra styrelsen i november sidste år, da arealerne blev sendt i udbud.
- Energistyrelsen går nu i gang med at evaluere de indkomne bud. Det endelige resultat af udbuddet vil blive offentliggjort, når evalueringen er afsluttet. Evalueringsprocessen forventes senest at være afsluttet i januar 2027, skriver Energistyrelsen.
Udsigten til de store vindmølleparker på danske havbunde vækker begejstring hos flere organisationer.
Ifølge beregninger fra Dansk Erhverv kan parkerne potentielt beskæftige knap 35.000 årsværk, hvoraf over halvdelen kan være i Danmark.
Samme toner kommer fra Dansk Metal.
- Havvind er både afgørende for den grønne omstilling og vores energisikkerhed og er fundamentet under tusindvis af danske industriarbejdspladser til faglærte og lærlinge, siger Emil Drevsfeldt Nielsen, erhvervspolitisk chef i Dansk Metal, i en pressemeddelelse.
/ritzau/




