Rom, 11/06/2024 - 12:39
Danske stafetherrer når første finale i 104 år
Den danske stafetkvartet klemte sig lige netop med i finalen på 4x100 meter ved EM i atletik.
Andreas Solaro/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Danmarks mandlige stafethold leverede tirsdag middag en historisk bedrift ved EM i atletik.
Med en samlet ottendeplads i det indledende heat på 4x100 meter klemte Danmark sig lige akkurat med i EM-finalen i Rom.
Det er første gang siden OL i 1920, at et mandligt dansk stafethold står i en international finale.
Det beretter Dansk Atletik i en pressemeddelelse.
Den danske kvartet, der bestod af Rasmus Thornbjerg Klausen, Emil Mader Kjær, Jacob Hvorup og Simon Hansen, blev noteret for tiden 39,10 sekunder på femtepladsen i det første heat.
Da Spanien løb i tiden 39,21 sekunder på fjerdepladsen i det efterfølgende heat, var den historiske finale en realitet.
De 39,10 sekunder er stadig et pænt stykke fra den nordiske rekord på 38,16, som Danmark satte ved OL i Tokyo i 2021.
Finalen løbes onsdag kl. 22.50.
For Simon Hansen bliver det den anden finale ved dette EM, efter at han søndag blev nummer syv på 100 meter individuelt.
/ritzau/