Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

21/11/2024 - 10:00

Undgå muffins med en bismag af sæbe eller løg

Forme og skåle i silikone kan optage smag og lugt og videregive det, når du laver ny mad. Sådan kommer du problemet til livs.

Gabrielle Lurie/Ritzau Scanpix

Af: Af Anna Raabæk, Ritzau Fokus

Lune muffins lige fra ovnen står og damper lifligt af på ovnristen.

Men når du sætter tænderne i en af de små kager, bliver den sukkersøde mundfuld blandet med sæbenoter eller en skarp løgsmag.

Bager du i en blød silikoneform, kender du måske scenariet. Silikone er nemlig et materiale, der kan suge lugt og smag til sig - og det kan smitte af, næste gang du tilbereder noget.

- Kemiske stoffer bliver absorberet, hvis de har nogle af de samme opløselighedsparametre, fortæller sektionsleder for Plast og Emballage Frederik R. Steenstrup fra Teknologisk Institut.

Det betyder, at lugten eller smagen fra eksempelvis løg kan vandre over i silikonematerialet. Det kan være, hvis du også bruger silikoneformen i det salte køkken. Eller en blød silikonetallerken til barnet, hvor der bliver serveret et væld af forskellige ting på.

Problemet kan også opstå, når du smider dine silikoneprodukter i opvaskemaskinen. Her er det sæbelugten og -smagen, der kan aflejre sig i produktet.

- Det er aromatiske olier fra maden og eventuel parfume i sæben, der trænger ind i silikonen, forklarer Frederik R. Steenstrup.

Der er ikke noget farligt i det, men det kan give nogle uheldige smagskombinationer.

Det er dog relativt let at komme problemet til livs, fortæller sektionslederen.

- Skulle man være så uheldig, at der er noget, der har taget smag, lugt eller farve, så kan man bage det væk i ovnen. For at noget kan lugte, skal det kunne fordampe. Det, der er letflygtigt, fordamper i ovnen, siger han og fortsætter:

- Giver man det 200 grader i en ovn, hjælper man til at nedbryde det. Er produktet lavet i ren silikone, kan det tåle relativt høj temperatur.

Det er vigtigt, at hele produktet er lavet i silikone. Hvis nogle dele eksempelvis er lavet i plastik, kan du ikke smide produktet i ovnen.

En måde at komme helt uden om problemet med lugt- og smagssmitte er ved at benytte den strategi, du måske allerede bruger ved dine skærebrætter.

- Hvis man skærer løg på et skærebræt og skærer sandkage ud bagefter, vil jeg tro, at sandkagen får en bismag. Og det er lidt det samme. Hvis man skal lave noget fra det salte køkken i en silikoneform og bagefter skal bage muffins, kan der godt være noget afsmag.

- Så det bedste er ikke at bringe de to i forbindelse med hinanden - ligesom man har forskellige skærebrætter til løg og til kage, siger Frederik R. Steenstrup.

/ritzau fokus/

Los Gatos, 17/07/2025 - 23:15

Dansk serie er blandt de mest sete på Netflix i første del af 2025

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

På to måneder har "Reservatet" fået næsten 34 millioner visninger på Netflix, viser liste fra regnskab.

Den danske miniserie "Reservatet" er blandt de meste sete Netflix-serier i årets første seks måneder.

Serien, der udkom 15. maj, har på to måneder fået næsten 34 millioner visninger og ligger dermed nummer 21 over de mest sete serier.

Det fremgår af en oversigt, der er landet torsdag aften i forbindelse med Netflix' regnskab.

Her fremhæver streamingtjenesten den danske serie som en hitserie.

"Reservatet" har på engelsk fået titlen "Secrets We Keep". Den udspiller sig i et rigmandsmiljø nord for København, hvor en filippinsk au pair pludselig forsvinder sporløst.

Ifølge Netflix bliver skandinaviske serier og film mere og mere populære.

Samtidig udgør indhold på et andet sprog end engelsk mere end en tredjedel af visningerne i perioden fra januar til juni, lyder det.

I toppen af Netflix' liste ligger den britiske serie "Adolescence", der udkom i marts, med knap 145 millioner visninger.

Sæson to og tre af den sydkoreanske serie "Squid Game" ligger på anden- og tredjepladsen med henholdsvis 117 millioner og 72 millioner visninger.

Serien "Dept Q", som er Netflix' udgave af Jussi Adler-Olsens Afdeling Q-serie, er blevet set 25 millioner gange siden udgivelsen 29. maj. Dermed placerer "Dept Q" sig som nummer 32 på listen over de mest sete serier i første halvår af 2025.

Torsdag aften har Netflix også præsenteret sit regnskab for andet kvartal.

Her fremgår det, at selskabets omsætning voksede med 16 procent sammenlignet med samme periode sidste år og endte på 11,1 milliarder dollar. Det svarer til 71,4 milliarder kroner.

På bundlinjen endte Netflix med et overskud på 3,1 milliarder dollar - svarende til 20 milliarder kroner.

Ifølge nyhedsbureauet AFP skyldes fremgangen højere indtægter fra reklameforretningen samt prisstigninger på abonnementer.

/ritzau/

Læs Mere >>

Los Gatos, 17/07/2025 - 22:41

Dansk Netflix-serie er blandt de mest sete i første halvår af 2025

På to måneder har "Reservatet" fået næsten 34 millioner visninger på Netflix, viser liste fra regnskab.

Den danske miniserie "Reservatet" er blandt de meste sete Netflix-serier i årets første seks måneder.

Serien, der udkom 15. maj, har på to måneder fået næsten 34 millioner visninger og ligger dermed nummer 21 over de mest sete serier.

Det fremgår af en oversigt, der er landet torsdag aften i forbindelse med Netflix' halvårsregnskab.

"Reservatet" har på engelsk fået titlen "Secrets We Keep". Den udspiller sig i et rigmandsmiljø nord for København, hvor en filippinsk au pair pludselig forsvinder sporløst.

I toppen af listen ligger den britiske serie "Adolescence", der udkom i marts, med knap 145 millioner visninger.

Sæson to og tre af den sydkoreanske serie "Squid Game" ligger på anden- og tredjepladsen med henholdsvis 117 millioner og 72 millioner visninger.

Netflix' omsætning voksede i andet kvartal med 16 procent sammenlignet med samme periode sidste år og endte på 11,1 milliarder dollar. Det svarer til 71,4 milliarder kroner.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 17/07/2025 - 10:00

FAKTA: Forholdsregler forebygger de værste skader ved skybrud

* Sørg for at have kraftig afdækningsplast og sandsække ved hånden, så du kan dække gulvafløb og toilet, hvis det bliver nødvendigt.

* Luk vinduer og døre, og sørg for, at alle åbninger udadtil er dækket til med sandsække eller lignende.

* Tjek, at udendørs afløb, riste og tagrender ikke er tilstoppede, og grav eventuelt render rundt om huset.

* Store mængder vand gør vejene usikre. Hold ind til siden, hvis du er bilist og bliver fanget i et skybrud.

* Undgå kontakt med kloakvand, da det kan være sundhedsskadeligt.

Kilde: Beredskabsstyrelsen

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 17/07/2025 - 10:00

Pjaskvåd sommer nærmer sig: Lær at afkode varslerne

Anthon Unger/Ritzau Scanpix

Våde vejrvarsler er blevet en del af hverdagen - også om sommeren. Men det gør en forskel, om der varsles skybrud eller kraftig regn, når vi skal forberede os.

Solskin og temperaturer høje nok til at hoppe i badetøjet, men også ustadigt vejr med byger, regn og torden.

Sådan lyder den foreløbige prognose fra DMI for de kommende uger af sommeren, der altså forbereder os på, at de nylige skybrud ikke var en enlig svale.

Tværtimod må vi indstille os på sommerdage, hvor enten skybrud eller kraftig regn sætter en stopper for strandturen og giver havemøblerne en ordentlig skylle.

Men hvornår er det skybrud, og hvornår er der tale om kraftig regn?

Det er ikke sikkert, du kan mærke forskel, når himlen åbner sig, men definitionerne er klare - og det er værd at kende forskellen, fortæller Erik Hansen, der er vagtchef hos DMI.

- Skybrud kommer kraftigt og i løbet af kort tid fra bygeskyer. Når vi varsler om det, betyder det, at der falder mindst 15 millimeter regn på en halv time.

Varslingen om skybrud for et givent område betyder, at der i løbet af en halv time ville lægge sig mindst 15 millimeter vand i hele området, hvis der ikke var afløb eller jord med evne til at suge vandet.

Når der er faldet mindst 30 millimeter regn, kan man kalde det for dobbelt skybrud, og i ekstreme tilfælde kan der opstå tredobbelt skybrud, fortæller Erik Hansen.

- Skybrud forekommer hen over sommeren og sensommeren. Det opstår på varme dage, når bygeskyerne bobler op af varme, siger han.

Bygeskyerne kan hurtigt flytte sig, og derfor kan skybrud være svære at forudsige sammenlignet med almindelig kraftig regn. Til gengæld kan man forudsige, om der er potentiale for, at der opstår skybrud.

Han forklarer, at under de kraftigste skybrud i Danmark kan der falde to millimeter regn i minuttet.

- Det kan godt give en hurtig oversvømmelse, hvis man er uheldig, siger vagtchefen.

Ofte er skybrud trælse i øjeblikket, hvor de opstår, men kraftig regn kan skabe større udfordringer, fordi det våde vejr strækker sig over længere tid.

- Den slags regn opstår i forbindelse med fronter og rammer i større områder. Definitionen er, at det skal regne mindst 24 millimeter på seks timer og dernæst mindst 30 millimeter på 24 timer, siger han.

Den kraftige regn rammer større områder og berører dermed flere mennesker. Desuden er den ofte mere besværlig at håndtere.

- Det kan give problemer på lavtliggende motorvejsstrækninger eller i folks huse, hvis de bor ved ådale. Det kan også give problemer med jordskrænter, hvis jorden bliver blød og begynder at flyde, forklarer Erik Hansen.

Når mængderne af regn bliver store nok over tid, kan det give risiko for egentlige oversvømmelser - og derfor udsender DMI i dag også hydrologiske varsler.

- Det kan være, hvis der er faldet så meget vand hen over en lang periode, at jorden ikke kan suge mere, for eksempel hen over vinteren. Vi har set nogle problemer med det i Tyskland og Spanien, siger han.

I Danmark kan det især være et problem omkring Vejle Å.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek