Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Chappaqua, 28/02/2026 - 00:25

Udvalgsformand: Clinton svarede på alle spørgsmål i Epstein-høring

Demokrater mener, at præsident Donald Trump skal møde op i høring og svare på spørgsmål om Epstein.

Af: /ritzau/

Den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton har i en høring svaret på alle de spørgsmål om hans forbindelse til den dømte sexforbryder Jeffrey Epstein, som et tilsynsudvalg i Kongressen havde til ham.

Det siger udvalgets republikanske formand, James Comer, ifølge nyhedsbureauet AFP efter fredagens høring.

- Vi mener, at det var et meget produktivt vidneudsagn. Præsident Clinton svarede på alle spørgsmål - eller forsøgte at svare på alle spørgsmål, siger James Comer.

Hans partifælle Nancy Mace siger dog, at hun har mere at sige, når video og transskribering af høringen bliver offentliggjort.

- Jeg vil sige, at jeg mener, at I kommer til at se nogle uoverensstemmelser i nogle af svarene, siger hun.

Demokratiske medlemmer af udvalget mener, at USA's nuværende præsident, Donald Trump, der havde en veldokumenteret relation til Epstein, også bør udspørges.

- Lad os være ærlige, vi taler med den forkerte præsident, siger det demokratiske udvalgsmedlem Suhas Subramanyam, der også siger, at Clinton ikke undveg nogle spørgsmål.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek