København, 07/08/2025 - 12:20
Flere firmaer gik konkurs i juli - økonom peger på øget usikkerhed
Usikkerhed om den økonomiske udvikling kan skubbe virksomheder tættere på konkurs, siger økonom.
Af: /ritzau/
Der var i juli 200 aktive virksomheder i Danmark, som gik konkurs.
Det fremgår af tal fra Danmarks Statistik, der er blevet offentliggjort torsdag.
Der er tale om en stigning på 11,8 procent fra juni, hvor der var 178 konkurser - det laveste antal i 40 måneder.
Tallene er korrigeret for sæsonudsving og gælder for aktive virksomheder, der har ansatte eller en omsætning på mindst en million kroner.
Selv om flere firmaer gik i konkurs i juli, ligger konkurserne fortsat på et lidt lavere niveau end gennemsnittet for de seneste 15 år, skriver Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri, i en kommentar.
Det er blandt andet faldende renter, lav inflation og en stigende beskæftigelse, som er med til at holde konkurserne nede, forklarer økonomen.
Han venter, at antallet af konkurser vil være stabilt i de kommende måneder. Men det er svært at vurdere, hvordan det vil se ud på lidt længere sigt.
- Der er stor usikkerhed om den økonomiske udvikling, og det får mange kunder til at holde igen med den næste bestilling. Hvis kunderne udebliver for længe, kan det godt skubbe nogle virksomheder tættere mod en konkurs, skriver Allan Sørensen.
Også i Arbejdernes Landsbank peges der på, at erhvervslivet står midt i en usikker periode.
Det er især på grund af toldpolitikken fra USA's præsident, Donald Trump.
- Tiden lige nu er mere usikker end normalt med ventende konsekvenser af højere toldsatser i USA. Vi forventer dog ikke, at det på kort sigt vil få effekt på konkurserne.
- På sigt kan det ramme visse virksomheder med et højt eksportfokus mod USA, men vi forventer for nuværende ikke, at det vil løfte det generelle konkursbillede i sin helhed, skriver cheføkonom Jeppe Juul Borre i en kommentar.
Mens antallet af konkurser steg i juli, har det dog resulteret i færre mistede job end i juni.
1107 job forsvandt med konkurser i juli, hvilket er 3,3 procent færre end i juni.
/ritzau/