Berlin, 26/07/2026 - 16:59
Merz efter angreb: Vi vil forsvare vores frihed
Angrebet mod et pride-arrangement i Berlin har som mål at udslette den tyske åbenhed og frihed, siger Merz.
Christian Mang/Reuters
Af: /ritzau/
Tysklands forbundskansler, Friedrich Merz, opfordrer til, at deltagere i pride-arrangementer ikke lader sig afskrække efter et angreb i Berlin lørdag aften.
Det siger han i en første udtalelse efter påkørslen af en folkemængde. Tysklands regering har kaldt det et islamistisk terrorangreb.
- Vi vil forsvare vores frihed, åbenhed, liberale livsform og vores samfund med alt, hvad vi kan gøre, og vi vil gøre det i fællesskab, siger Merz.
- Vi er flere, vi er stærkere, og vi holder sammen i vores land, understreger han ifølge det tyske medie Bild.
Forbundskansleren siger videre, at "denne type angreb har kun ét mål". Det er "at skabe splittelse i samfundet" og udslette den tyske "åbenhed og frihed".
- Disse ekstremister har ingen plads i vores samfund, siger Merz.
Han kom med sin udtalelse uden for Marienkirchen i Berlin, hvor der søndag holdes en særgudstjeneste for ofrene for angrebet.
Merz understreger, at tyske myndigheder "vil gøre alt for at pågribe gerningsmanden eller gerningsmændene så hurtigt som muligt".
- Vi vil overveje konsekvenserne og træffe beslutninger med både besindighed og beslutsomhed, siger han ifølge Bild.
Kort forinden sagde Tysklands indenrigsminister, Alexander Dobrindt, at påkørslen af en folkemængde ved pride-arrangementet i Berlin lørdag aften betragtes som et islamistisk terrorangreb.
En kvinde blev dræbt ved påkørslen, og 29 andre blev såret, oplyste Dobrindt.
Flere af dem er kommet alvorligt til skade. Fire behandles på intensivafdeling, men de er alle uden for livsfare, oplyser et hospital i Berlin ifølge den britiske tv-station BBC.
RITZAU




