Ramallah, 14/05/2026 - 16:02
Præsident Abbas melder sig klar til at afholde udskudte valg
Mahmoud Abbas siger, at han vil afholde valg og arbejde på reformer for det palæstinensiske selvstyre.
Af: /ritzau/
Mahmoud Abbas, som er præsident for det palæstinensiske selvstyre, er klar til at afholde udskudte valg til præsidentposten og parlamentet.
Det siger han torsdag ved begyndelsen af en tre dage lang konference, hvor der skal vælges nye medlemmer til partiet Fatahs centralkomité, skriver AFP.
Centralkomitéen er det øverste ledende organ i Fatah.
90-årige Mahmoud Abbas siger samtidig, at han vil presse på for at gennemføre reformer inden for den Palæstinensiske Selvstyremyndighed (PA).
- Vi fornyer vores fulde engagement til fortsat at arbejde med at implementere alle de reformtiltag, vi har lovet. Vi er klar til at holde præsidentielle og lovgivende valg, siger han ifølge AFP.
Abbas giver dog ingen tidshorisont. i forhold til hvornår sådanne valg skal afholdes.
Den Palæstinensiske Selvstyremyndighed er under stigende pres fra USA, EU og arabiske lande for at indføre reformer og afholde valg.
AFP skriver, at der er udbredte anklager om korruption, politisk stilstand og myndighedens faldende legitimitet blandt palæstinensere.
/ritzau/




