Beijing, 16/04/2025 - 08:17
Kinas økonomi voksede kraftigt inden toldkrigen med USA brød ud
Toldkrig med USA kan spænde ben for væksten i den kinesiske økonomi, der ellers har fået en god start på året.
Af: /ritzau/
Den kinesiske økonomi voksede med 5,4 procent i første kvartal og overgik dermed mange analytikeres forventninger.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Særligt vækst i den kinesiske industri har været medvirkende til fremgangen.
Dataene for Kinas bruttonationalprodukt (bnp) kommer imidlertid, på et tidspunkt hvor landet forbereder sig på konsekvenserne af en toldkrig med USA.
Den blev først for alvor indledt i april, hvilket vil sige begyndelsen af andet kvartal.
Toldkrigen kan potentielt spænde ben for Kinas vækst i 2025. Det vurderer Allan Sørensen, der er cheføkonom hos Dansk Industri (DI).
- Det er netop industrien, som står til at blive ramt af den høje amerikanske told, når produkterne skal sælges til USA, skriver han i en kommentar.
For to uger siden varslede den amerikanske præsident, Donald Trump, forhøjede toldsatser på blandt andet kinesiske varer.
Told er en importafgift, som lægges på varer, der produceres i udlandet. Idéen er, at de varer, der kommer ind i ens land, bliver dyrere, og at folk er mindre tilbøjelige til at købe dem.
Siden da har de to parter skiftevis forhøjet tolden på hinandens varer.
Trumps argument for højere toldsatser er, at USA ifølge ham har et handelsunderskud med mange lande herunder Kina. Det skal der rettes op på, mener han.
Intentionen er, at amerikanerne i stedet vil købe hjemlige produkter og på den måde styrke landets egen økonomi.
Først lød den amerikanske told på varer fra Kina på 34 procent. Siden er den blevet hævet flere gange og lyder nu på 145 procent.
Kina har pålagt varer fra USA en told på 125 procent.
/ritzau/