København, 19/02/2026 - 06:12
S-tog kan igen stoppe på København H efter signalfejl
S-togene kan igen køre forbi København H, oplyser Banedanmark. Trafik vil være forstyrret et par timer endnu.
Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En fejl torsdag morgen på signalsystemet er udbedret, og S-togene kan igen køre forbi København H.
Det oplyser Banedanmarks pressevagt til Ritzau klokken 05.45.
- Fejlen er fundet og løst.
- Der vil være forsinkelser og reduceret drift i et par timer endnu, men togene er begyndt at køre, siger pressevagten.
Tidligere på morgenen oplyste Banedanmark, at en fejl på et sikringsanlæg hindrede S-tog i at komme ind på København H.
DSB bekræfter på sin hjemmeside, at togene atter er i drift.
Linjerne A, B, Bx, C, E og H er dog fortsat påvirket og vil køre med færre tog, skriver DSB.
Linje F, der ikke stopper på København H, har ikke været påvirket af signalfejlen.
Linjerne Bx og H er fortsat aflyst.
Problemet med signalfejlen opstod tidligt torsdag morgen.
Klokken 05.10 oplyste DSB's pressevagt til Ritzau, at S-togene ikke kunne køre ind og ud af København H.
Meldingen var samtidig, at der ikke ville blive indsat togbusser, så DSB anbefalede på det tidspunkt andre transportmuligheder.
Både DSB og Banedanmark opfordrede rejsende til at holde sig opdateret på Rejseplanen.
DSB henviser på sin hjemmeside til rejsegarantien. Ved mere end 30 minutters forsinkelse træder rejsegarantien i kraft. Kompensation kan søges via DSB's hjemmeside.
/ritzau/




