Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 01/06/2026 - 22:02

Mette Frederiksen danner centrum-venstre-regering med fire partier

Danmark får en ny regering bestående af Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og De Radikale.

Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Næsten ti uger efter folketingsvalget er en ny regering nu på plads i Danmark.

Mette Frederiksen bliver igen landets statsminister.

Hun har mandag aften meddelt kong Frederik, at hun danner en regering bestående af Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og De Radikale.

Det siger hun til pressen foran kongeskibet "Dannebrog" i Odense, hvor kongeparret opholder sig.

- Jeg har meddelt, at der kan dannes en regering efter lange forhandlinger, siger Mette Frederiksen.

Et regeringsgrundlag vil blive præsenteret tirsdag, inden ministrene præsenteres onsdag, lyder det.

- Det er et regeringsgrundlag, der er godt for de mennesker, der er i Danmark, de generationer, der kommer til - og også for dyrene.

I en pressemeddelelse fra kongehuset oplyses det, at kongen forventes at modtage den nye regering på Amalienborg onsdag om formiddagen.

Det fremgår også af pressemeddelelsen, at den nye regering støttes af et flertal i Folketinget. Men der står ikke, hvem der udgør det parlamentariske grundlag.

Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og De Radikale har tilsammen 82 mandater.

For at undgå at have et flertal imod sig har partierne derfor brug for støtte fra eksempelvis Enhedslisten 11 mandater.

Enhedslisten var mandag aften det sidste parti til forhandlinger på Marienborg.

Kort inden partiets forhandlingshold forlod Marienborg havde Mette Frederiksen forladt embedsboligen med kurs mod Odense.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek