København, 11/05/2026 - 12:20
Tip om overgrebsmateriale førte til fund af stoffer hos brødrepar
To brødre er tiltalt for besiddelse af stoffer. Den ældste bror nægter, at lillebroren er indblandet.
Af: /ritzau/
Efter at have modtaget et tip om muligt overgrebsmateriale med børn ransagede politiet i juni 2025 en adresse på Sydsjælland.
Ved ransagningen fandt politiet ikke bare overgrebsmateriale, men også en lang række euforiserende stoffer - heriblandt cirka 824 gram kokain, 460 gram MDMA og omkring 140.000 piller.
Det kommer frem mandag under et retsmøde i Retten i Næstved, hvor to brødre på henholdsvis 27 og 29 år er tiltalt for besiddelse af stoffer med henblik på videreoverdragelse.
Den yngste af de to er også tiltalt for besiddelse af overgrebsmateriale med børn.
Det var tip fra fildelingstjenesten Dropbox, der fik politiet til at ransage brødrenes fælles hjem, hvor stofferne og overgrebsmaterialet blev fundet.
Politiet beslaglade også omkring en kvart million kroner i kontanter samt tre vægte og en pengetællermaskine.
Den 29-årige erkender besiddelsen af stofferne, men afviser, at hans lillebror har noget med det at gøre.
Den 27-årige, der mandag forklarer sig i retten, nægter sig både skyldig i anklagerne om narkotika og overgrebsmateriale med børn.
Han forklarer dog, at han flere gange "studsede over", at der lå kontanter og piller i hjemmet.
/ritzau/




