Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 11/07/2025 - 06:55

Sporarbejde rammer togtrafikken mellem Sjælland og Jylland

Togbusser bliver fra fredag blandt andet indsat mellem Slagelse og Korsør og mellem Odense og Fredericia.

Af: /ritzau/

I weekenden og den kommende uge skal togpassagerer flere steder i landet væbne sig med tålmodighed og indstille sig på at skulle med togbus.

Det skyldes, at der udføres sporarbejde både på Sjælland og Fyn, fortæller DSB's informationschef, Tony Bispeskov.

- Det rammer især strækningen mellem Slagelse og Korsør. Her vil der fra fredag til lørdag 19. juli køre togbusser, siger han.

Ændringerne rammer dermed blandt andet passagerer, der skal med InterCity-tog og InterCityLyn-tog på strækningerne København-Fredericia, København-Aarhus og København-Esbjerg.

Fra fredag til og med lørdag 19. juli - lørdag i uge 29 - kører der både togbusser mellem Høje Taastrup og Roskilde og mellem Slagelse og Korsør.

Derudover kører der direkte togbusser mellem Slagelse og Fredericia.

I weekenden - fra fredag til søndag - indsættes der desuden togbusser på strækningen mellem Odense og Fredericia og mellem Middelfart og Fredericia.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek