Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 17/12/2025 - 03:32

Trump vil natten til torsdag tale direkte til amerikanerne

Trump vil i tale fortælle om de resultater, han har opnået som præsident i 2025, fortæller pressesekretær.

Af: /ritzau/

USA's præsident, Donald Trump, vil natten til torsdag dansk tid holde en tale til nationen.

Det skriver Trump tirsdag aften i et opslag på sit eget sociale medie, Truth Social.

- Mine landsmænd: I morgen aften klokken 21 (klokken 03.00 dansk tid, red.) vil jeg holde en tale til nationen direkte fra Det Hvide Hus. Jeg glæder mig til at se jer.

- Det har været et fantastisk år for vores land, og det bedste ligger stadig foran os, skriver han.

Trump fortæller i opslaget ikke, hvad talen kommer til at handle om.

Det gør Det Hvide Hus' pressesekretær, Karoline Leavitt, til gengæld til journalister natten til onsdag dansk tid.

Hun fortæller, at Trump i talen kommer til at fokusere på de ting, han har opnået, siden han i januar blev taget i ed som præsident.

- Det bliver en rigtig god tale. Jeg har lige været i Det Ovale Værelse (Trumps kontor i Det Hvide Hus, red.) for at snakke om den, siger Leavitt ifølge nyhedsbureauet AFP og tilføjer:

- Han vil tale meget om resultaterne de seneste 11 måneder, alt det, som han har gjort for at bringe vores land tilbage til storhed, og alt det, han fortsat planlægger at gøre for at fortsætte med at levere resultater til det amerikanske folk de næste tre år.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek