New York, 27/06/2025 - 22:47
Amerikanske aktier fuldender comeback og lukker med rekorder
Aktiemarkedet blev ramt, da Trump i april lancerede toldplaner. Fredag har to store indekser slået rekord.
Jeenah Moon/Reuters
Af: /ritzau/
Det gjorde ondt på aktiemarkedet, da USA's præsident, Donald Trump, i begyndelsen af april præsenterede toldplaner for lande verden over.
Men nu ser roen ud til at have ramt aktiemarkedet.
De to store amerikanske aktieindekser S&P 500 og Nasdaq nåede fredag ved børsluk det højeste niveau nogensinde.
Det skriver MarketWire.
S&P 500-indekset endte i 6173,07 point, mens Nasdaq steg til 20.273,46.
Dermed passerede S&P 500 den hidtidige rekord på 6144,15, der blev nået den 19. februar. Imens blev Nasdaqs hidtidige rekord på 20.173,89 nået 16. december sidste år.
S&P 500-indekset, der består af 500 store amerikanske virksomheder - herunder Apple, Microsoft, Alphabet og Amazon - fik i april under præsident Donald Trump sin værste start på en præsidentperiode siden 1974.
- Det er et imponerende comeback, som vi har set amerikanske aktier levere de seneste måneder, sagde aktiechef i Sampension Philip Jagd nogle timer før børsluk fredag.
- I kølvandet på Trumps "Liberation Day" i starten af april dykkede de markant, og på et tidspunkt var aktierne nede med 15 procent for året. Men siden da har pilen i den grad peget op for de amerikanske aktier, som nu har nået nye højder.
Donald Trumps skiftende meldinger om højere toldsatser på varer fra andre lande har fået mange økonomer til at frygte en global recession.
En recession beskriver en periode med økonomisk nedgang.
Trump vil med højere told tvinge udenlandske virksomheder til at producere deres varer i USA og skabe amerikanske arbejdspladser.
Told er en importafgift, som lægges på varer, der produceres i udlandet. Intentionen med tolden er, at amerikanerne i stedet vil købe hjemlige produkter og på den måde styrke landets egen økonomi.
Donald Trump vil med højere told derudover tvinge udenlandske virksomheder til at producere deres varer i USA og skabe amerikanske arbejdspladser.
- På et tidspunkt i løbet af de næste uger vil vi sende et brev til en række lande, hvor vi fortæller dem, hvad de er nødt til at betale, sagde Trump ved et pressemøde i Det Hvide Hus fredag aften dansk tid.
/ritzau/