Aalborg, 18/02/2026 - 22:12
Aalborg banker nordmænd og er snublende tæt på CL-kvartfinale
Aalborgs stjernebesatte mandskab skal gå helt i stå, hvis ikke en CL-kvartfinale skal lure i horisonten.
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Meget skal gå galt, hvis ikke Aalborg Håndbold skal nappe en af de to øverste pladser i gruppen og dermed en billet direkte i Champions Leagues kvartfinaler.
Et stort skridt blev i hvert fald taget onsdag aften, da nordjyderne i egen hule strøg forbi norske Kolstad med en sejr på 36-24.
Aalborg kan derfor dufte noterne af videre avancement i det fineste europæiske håndboldselskab med tre kampe tilbage.
Nordjyderne har 19 point, hvilket er syv point mere end Veszprém på tredjepladsen.
Ungarerne har fire kampe tilbage, men skal gøre noget nær rent bord i resten af kampene, mens Aalborg skal gå helt i stå i sine resterende gruppekampe.
Hjemme i et tætpakket Gigantium åbnede Aalborg ellers med at levere langt under niveau.
Massevis af store tilbud blev brændt, mens defensiven ofte så ukoncentreret ud. Det betød, at Kolstad hang ganske godt på i den første halve time.
Første halvleg var haltende, men en velspillende Thomas Arnoldsen tog sagen i egen hånd. Bagspilleren hamrede sin fjerde scoring i nettet i sidste sekund før pausen til en aalborgensisk føring på 17-14.
Mads Hoxer meldte sig for alvor på banen efter pausen, og det bidrog til, at Aalborg for alvor trak fra de norske gæster.
Hoxer sørgede for fire scoringer i det første kvarter efter sidebyttet, og så voksede den nordjyske føring med hastige skridt.
Senere onsdag aften var GOG ligeledes i aktion i Champions League, men missionen mod storklubben Magdeburg blev for stor en mundfuld for fynboerne.
I det tyske tabte GOG med 30-37 og er derfor at finde på sjettepladsen i gruppe B, hvor Barcelona og Magdeburg sikkert styrer mod de to direkte pladser videre.
GOG, der måtte undvære profilerne Hjalte Lykke og Frederik Bjerre, leverede særligt i første halvleg en europæisk indsats på højt niveau på den vanskelige udebane.
GOG's sjetteplads giver fortsat en playoffkamp om en plads i kvartfinalerne. Der resterer tre runder af Champions Leagues gruppefase.
/ritzau/




