Fredericia, 24/08/2025 - 15:59
Fredericia rider videre på bølge og sænker tamme Randers
FC Fredericia slog ganske fortjent et ufarligt Randers-hold med 1-0. Oprykkerne er nummer fire i Superligaen.
Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Oprykkeren FC Fredericia har gang i den første sæson i Superligaen i klubbens historie, men holdet stiller sig ikke tilfreds ved bare at være med.
Fredericia hentede sin tredje sejr i sæsonen, da Randers søndag eftermiddag blev nedlagt med 1-0 i Fredericia i Superligaens sjette spillerunde.
Hjemmeholdet har i sæsonstarten vist særdeles lovende takter med offensiv fodbold på menuen, og det kom igen til udtryk mod Randers.
Fredericia viste ofte stor kvalitet på bolden og fik pillet pynten af Randers-offensiven, der ikke blev farlig.
Fredericia lægger sig på en aktuel fjerdeplads i Superligaen med ti point efter seks runder.
Randers, der nu har tabt tre superligakampe i træk, er nummer syv med tre point færre.
Oprykkerne fra Fredericia viste lovende takter i indledningen, hvor holdet havde bolden i lange perioder.
Fredericia bed fra sig og var millimeter fra at komme foran efter et kvarter. Kantspilleren Gustav Marcussen blev sat godt op i venstresiden, og kun en redning på målstregen gjorde, at værterne ikke bragte sig i front på Marcussens afslutning.
Arbejdet gav udbytte for oprykkerne, der fortjent tog føringen ti minutter før pausen. Fredericia spillede Randers tynde, og backen Svenn Crone sparkede resolut 1-0-målet ind efter et fladt indlæg fra venstre.
Efter pausen overlod hjemmeholdet mere initiativ til Randers, men trods stor boldbesiddelse var kronjyderne ikke farlige.
Gæsterne skabte et mindre pres mod slutningen, men Randers kunne ikke skabe farlige chancer mod en bundsolid Fredericia-defensiv.
På den måde kunne holdet hjemme på Monjasa Park sikre tre velfortjente point til superligatabellen.
/ritzau/