København, 14/09/2026 - 14:57
Hver tiende elev består ikke dansk og matematik i 9. klasse
10,5 procent af eleverne i 9. klasse består ikke dansk og matematik ved afgangsprøverne, viser seneste tal.
Anne Bæk/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Hver tiende elev bestod hverken dansk eller matematik ved sommerens afgangsprøve i 9. klasse.
Det skriver DR, efter at resultaterne fra afgangsprøverne fra skoleåret 2025/2026 er udgivet.
Her fremgår det, at 10,5 procent af eleverne ikke får mindst 2 i dansk og matematik.
- Det er en for høj andel. For det betyder, at de i første omgang ikke får mulighed for at komme videre til ungdomsuddannelserne, siger skoleforsker ved VIA University College Andreas Rasch-Christensen til DR.
Resultatet kommer, efter at en historisk ringe Pisa-undersøgelse blev offentliggjort i sidste uge.
Her fremgik det, at danske skoleelever går tilbage i niveau over en bred kam i både sproglige, matematiske og naturvidenskabelige fag.
Resultatet fra afgangsprøverne i skoleåret 2025/2026 viser en mindre tilbagegang fra året før.
Her var andelen af dumpede elever i dansk og matematik på 9,9 procent.
Til sammenligning var tallet næsten det samme i 2023/2024, hvor andelen var 10,1 procent.
Tilbage i 2018/2019 var andelen dog mindre med blot 6,9 procent.
Gennemsnittet fra 9.-klassernes afgangsprøver ligger på 7,3 procent.
Det er på niveau med de sidste fire år, skriver DR.
RITZAU




