Paris, 12/08/2026 - 01:17
Kontroversielt corona-studie om overdødelighed er trukket tilbage
Studiet, der blev udgivet i 2024, er blevet mødt med markant kritik for at give næring til vaccineskeptikere.
Hannah Beier/Reuters
Af: /ritzau/AFP
Et kontroversielt studie, der analyserede overdødeligheden under coronapandemien, er blevet trukket tilbage.
Studiet, som blev offentliggjort i tidsskriftet BMJ Public Health i 2024, er blevet trukket tilbage "på grund af misinformation om dødsårsager og et begrænset omfang af originalt arbejde udført af forfatterne".
Det oplyser BMJ Group i en erklæring.
Studiet blev mødt af omfattende kritik for at give næring til vaccineskeptikere.
I studiet blev det antydet, at overdødeligheden i Vesten fortsat var unormalt høj - selv efter toppen af covid-19-krisen.
Studiet blev brugt i adskillige vaccinekritiske artikler og opslag på sociale medier, hvor det fejlagtigt blev hævdet, at studiet direkte kædede overdødeligheden sammen med coronavaccinerne.
Den direkte kobling blev ikke lavet i det konkrete studie.
Studiet konkluderede, at "overdødeligheden er forblevet høj i den vestlige verden i tre år i træk på trods af indførelsen af restriktioner og covid-19-vacciner".
Denne uklarhed udløste omfattende kritik af studiet. Nogle forskere beskyldte forfatterne bag for at give næring til grundløse angreb på coronavaccinerne.
Det er blevet dokumenteret, at vaccinationerne har reddet millioner af menneskeliv siden 2020.
Den metode, som blev anvendt til at beregne overdødeligheden i det omstridte studie, er også blevet betvivlet.
BMJ Group, som også udgiver det anerkendte britiske lægetidsskrift British Medical Journal, havde tidligere meddelt, at man undersøgte studiet.
Børnekræftcenteret Princess Máxima Center for Pædiatrisk Onkologi i Holland, hvor tre af studiets fire forfattere var tilknyttet, iværksatte også sin egen undersøgelse.
RITZAU/AFP




