Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Seoul, 24/02/2026 - 03:19

Sydkoreas tidligere præsident Yoon anker livstidsdom

Yoon blev i sidste uge idømt livstid i fængsel efter undtagelsestilstand i 2024. Tirsdag har han anket dommen.

Jung Yeon-Je/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den tidligere sydkoreanske præsident Yoon Suk-yeol har tirsdag anket den livstidsdom, som han i sidste uge blev idømt af en sydkoreansk domstol.

Det skriver nyhedsbureauerne Yonhap og AFP.

Yoon blev dømt til livsvarigt fængsel, efter at han var blevet fundet skyldig i at lede et oprør, da han i 2024 indførte en kortvarig undtagelsestilstand i Sydkorea.

Samtidig blev ekspræsidenten fundet skyldig i magtmisbrug.

- Vi mener, at vi har et ansvar for klart at dokumentere problemerne med denne dom - ikke kun i domstolens protokoller, men også for eftertidens domme, skriver Yoons advokater i en udtalelse ifølge AFP.

Den tidligere præsident har nægtet sig skyldig i sagen.

Da Yoon den 3. december i 2024 på direkte tv meddelte, at han indførte militær undtagelsestilstand, efterlod det Sydkorea i chok.

Den afsatte præsident indførte ifølge eget udsagn undtagelsestilstanden, fordi pro-nordkoreanske kræfter modarbejdede hans og Sydkoreas interesser.

I løbet af en række dramatiske timer var der alvorlig tvivl om det sydkoreanske demokrati.

Tv-billeder viste ansatte i det sydkoreanske parlament, der med skumslukkere forsøgte at presse soldater tilbage.

Senere stemte parlamentet for, at Yoon skulle stilles for en rigsret, og i april sidste år fandt forfatningsdomstolen, at Yoon svigtede sin pligt som præsident ved at foretage handlinger, som lå ud over de beføjelser, han havde.

Anklageren gik efter dødsstraf i sagen, der beskrives som den hidtil mest betydningsfulde i retssagerne mod den afsatte leder.

Allerede i januar blev Yoon idømt fem års fængsel i en anden retssag mod ham, da han blev fundet skyldig i at forsøge at forhindre sin egen anholdelse kort efter undtagelsestilstanden. Også den sag er siden blevet anket.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek