Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 13/06/2026 - 08:19

To sigtet for drab på 20-årig fundet død i Gudenåen

Østjyllands Politi har anholdt og sigtet en 16-årig og en 18-årig for drab på en 20-årig kajakroer.

Af: /ritzau/

Østjyllands Politi har anholdt og sigtet to mænd for at have dræbt en 20-årig mand, der tidligt fredag morgen blev fundet død i Gudenåen i Randers.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse lørdag.

De to mænd - en 16-årig og en 18-årig mand - fremstilles i grundlovsforhør lørdag klokken 11 ved Retten i Randers.

Den 20-årige blev fundet livløs i vandet fredag morgen og blev erklæret død på stedet, da politi og redningsmandskab kom frem.

I første omgang var der umiddelbart ikke noget, der tydede på noget kriminelt.

Men i løbet af fredagen udviklede sagen sig, og klokken 17.51 blev en 16-årig anholdt og sigtet for at have dræbt den 20-årige natten til fredag.

Den videre efterforskning ledte politiet på sporet af en 18-årig mand, som blev anholdt klokken 21.57 i det område i Randers, hvor betjentene var i gang med at foretage undersøgelser.

De tre mænd har et forudgående kendskab til hinanden, og det er politiets formodning, at det var en uoverensstemmelse mellem dem, der førte til drabet.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek