Washington D.C., 25/04/2025 - 15:55
Trump på vej til Italien på første udlandsrejse
Både Trump og Biden er på vej til Rom til pave Frans' begravelse. Men de rejser på hver sit fly.
Nathan Howard/Reuters
Af: /ritzau/AFP
USA's præsident, Donald Trump, er fredag på vej til Italiens hovedstad, Rom, på sin første udlandsrejse under sin anden embedsperiode.
Trump og USA's førstedame, Melania Trump, skal sammen med omkring et halvt hundrede andre stats- og regeringschefer deltage i pave Frans' begravelse lørdag.
Trump-parret ventes at ankomme til Rom klokken 22.50.
Også Trumps umiddelbare forgænger på præsidentposten, Joe Biden, er på vej til Rom sammen med sin kone, Jill Biden, for at deltage i pavens begravelse.
Men Biden-parret rejser for sig selv og ikke om bord på præsidentens fly, Air Force One, som Trump flyver med.
Joe Biden, som er troende katolik, har mange gange udtrykt sin beundring for pave Frans.
De to har mødt hinanden flere gange, og da Biden var præsident, havde han et foto af pave Frans på sit kontor, Det Ovale Værelse.
Tidligere på måneden havde Trump besøg af Italiens premierminister, Giorgia Meloni, i Det Hvide Hus.
Det er ikke umiddelbart oplyst, om han også skal mødes med Meloni under sit ophold i Rom.
Hun inviterede ham til at komme på et officielt besøg i Italien, hvilket han takkede ja til.
På det tidspunkt sagde Trump, at besøget vil finde sted i en "meget nær fremtid".
/ritzau/AFP