En håndfuld timer inden rådhusuret begyndte nedtællingen til 2025, bevægede Paprika Steen sig igennem de københavnske gader og stræder med et kamera for at indfange stemningen af nytåret.

En nat, der kan ende i et brag af et festfyrværkeri eller med en fuser.

Det generede ikke Paprika Steen at trække i arbejdstøjet frem for at iføre sig stiletter og en sjov hat. For hende er nytåret ikke et særligt skæringspunkt. Det er en dag som de 364 andre.

- Jeg kan kun huske, hvad jeg lavede sidste år, fordi vi var ude at filme, konstaterer hun.

Optagelserne, der kom i kassen, indgår i Paprika Steens nye film, "Det nye år", der udspiller sig, ja, nytårsaften.

Bagefter gik hun hjem, som hun har gjort det før.

Paprika Steen har da holdt hyggelige nytårsaftener, nogle tilmed festlige, bevares, men det kunne også bare have været en onsdag, siger hun.

Hun har det stramt med højtider.

Sippe cremant og nippe kanapéer til nytårstalen, trutte ryslere i hovedet på hinanden, grine af "90-års-fødselsdagen", selv om vi har set butleren snuble over tigertæppet og skåle med Miss Sophie 89 gange før, og endelig poppe champagnen for at fejre det forgangne år eller drukne sorgerne i det, inden klokkerne kimer, og vi springer ind i det nye, i håbet om at det hele bliver bedre.

Ud over et stykke kransekage springer Paprika Steen helst over.

- Jeg har svært ved sådan nogle tvangssammenkomster. Det er sådan et rollespil, der skal i gang, indtil man har fået nok alkohol til, at man begynder at kunne være sig selv. Det bunder nok i, at jeg kommer fra en meget kaotisk familie, siger hun.

Dengang blev højtiderne strakt ud som en elastik, så de kunne holdes i alle de konstellationer, en skilsmisse havde skabt.

Men man bliver rundtosset af alle de ture omkring juletræet.

- Der var ikke noget galt med nogen af dem, men jeg synes bare, det var for meget som barn. Det var stressende, og det har sat sig, siger hun.

- Jeg tror, mit sind er meget følsomt omkring det.

Når alt skal kulminere på kommando, kan man aldrig sænke skuldrene.

Raketterne, der bliver sendt til vejrs, dratter alligevel ned igen, når drinksene damper af.

- Jeg har ikke de store forventninger til, at nytåret emotionelt skal ændre mig. Men rent dramaturgisk er det en virkelig god aften!, siger hun med stjernekastere i øjnene.

- Det er noget med, at vi starter forfra.

I sine seneste tre film som instruktør har Paprika Steen beskæftiget sig med fællesskaber - dem, der er bundet sammen af blod, det tvungne og nu det tilvalgte.

Først familien i "Den tid på året", som samlede den fulde onkel, den fraværende far og den irriterende mor juleaften.

Så "Fædre & mødre" i filmen af samme navn, der udspillede sig på en hyttetur, selv om de største pattebørn i virkeligheden var sukkereksorcisterne og de laissez faire forældre, der var med poderne på tur.

I "Det nye år" er det en gruppe venner, hun dissekerer.

Paprika Steen har inviteret et stjernespækket cast med til sin eksplosive fest, hvor der, som aftenen skrider frem, eksploderer flere og flere verbale bordbomber.

Anders W. Berthelsen og Birgitte Hjort Sørensen som det etablerede ægtepar, der har deres teenagedatter med, Christian Tafdrup som ungkarlen og endelig Tuva Novotny som alenemoren og enken, der har inviteret sin nye kæreste i skikkelse af Lars Brygmann med.

Hans facon ændrer traditionernes tektoniske plader.

- I vennegrupper er det sværere at finde arketyper. Men der er altid en, der ikke har fået børn, og der er altid en traditionalist på en eller anden måde, bemærker Paprika Steen.

- Jeg har selv en ven, som er meget konservativ, og som har grædt til dronningens nytårstale. Jeg sidder bare: "Skal vi snart spise?". Men derfor kan man jo godt elske hinanden.

"Det nye år" havde verdenspremiere på Zürich International Film Festival i Schweiz 3. oktober.

Nu godt en måned senere, 6. november, rammer komediedramaet de danske biografer.

Paprika Steen håber selvsagt ikke, at filmen bliver en fuser.

- Jeg er ved at dø af skræk!, udbryder hun.

- Folk tror, jeg er cool. Men der ligger noget i baghovedet om, at nu skal nogle fortælle mig, om jeg er god nok eller ej. Jeg tror, det er noget traumatisk. Jeg søgte jo ind på teaterskolen i mange, mange år.

Det er ingen hemmelighed, at det tog Paprika Steen 13 optagelsesprøver fordelt over fem år, før hun endelig blev optaget som skuespillerelev i 1988.

Ekkoet af afvisninger giver stadig genlyd indeni.

- Jeg har lidt komplekser. Det sidder hårdt i mig fra dengang, siger hun.

- Som skuespiller er det et konstant: "Nej, vi kan ikke bruge dig - du er for tyk, du er for tynd, du er for høj, du er for gammel, du er ikke god nok".

- Altså, det har jeg ikke fået at vide, men alligevel så har jeg i alle de år ved ikke at kunne komme ind.

Paprika Steen blev endelig uddannet skuespiller fra Odense Teater i 1992.

På biograflærredet fik hun sit helt store gennembrud kort inden årtusindskiftet i den ene yderlighed til den anden med først Thomas Vinterbergs dogmedrama "Festen" og så Susanne Biers kærlighedsklassiker "Den eneste ene".

I 2004 debuterede Paprika Steen så selv som instruktør. Hun fik pæne ord for dramaet "Lad de små børn ...", men "Til døden os skiller" tre år efter vakte knap så megen begejstring for at sige det pænt.

11 år gik der, inden hun igen stod bag kameraet. Men siden har hun så også instrueret tre film på bare otte år. Derimellem har hun også stået foran kameraet, der har været corona, og hun har fået fjernet tre godartede tumorer i hovedet.

- Det er ret vildt, synes jeg selv. Når jeg kigger på det, forstår jeg det heller ikke, siger hun.

At hun stadig bedyrer, at hun ikke rigtigt er instruktør efter nu fem film, forstår folk omkring hende ikke.

Hendes bror, musiker og skuespiller Nikolaj Steen, der også selv instruerer, har nærmest rusket i hende og sagt: Jo, du er! Og du har momentum!

- Jeg synes, det er så fint at være instruktør, og jeg har en kæmpe ydmyghed for det. Det handler også om, at jeg sammenligner mig med dem, jeg beundrer, og dem synes jeg ikke, jeg når til sokkeholderne! Jeg er altid så nervøs - som skuespiller har jeg det overhovedet ikke sådan, siger hun.

- Der har jeg det sådan: "Hvad?! Jeg er Zlatan! Jeg kan alt"-agtigt, medmindre jeg skal til casting på en amerikansk film eller sådan noget.

Paprika Steen er blandt de mest prisbelønnede skuespillerinder i Danmark.

Hun har modtaget fem Bodil-statuetter og fire Robert-priser. Karrierens første blev hun tildelt i 2000 for førnævnte "Den eneste ene". De seneste til samlingen fik hun overrakt i 2024 for "Toves værelse".

Samme år kunne hun også ses i Thomas Vinterbergs dystopiske dramaserie "Familier som vores" og i DR-komedien "Namastay".

Siden har der været stille.

I Soundvenues anmeldelse af "Familier som vores" blev Paprika Steens præstation fremhævet og kaldt fint afdæmpet.

Egentlig fik hun bare lov til at udfolde sig, som hun er, fortæller hun.

- Jeg tror, at folk tror, at jeg er meget som mine roller. Men selvfølgelig var jeg mere vild, da jeg var ung, siger hun og opjusterer hurtigt udsagnet en anelse:

- Ej, der var jeg all over the place! Det er jeg ikke mere. Ikke mere, nej.- Det har aldrig været sådan, at jeg var sindssyg, men nok til, at jeg var vild og rimelig ustyrlig.

Paprika Steen er ofte blevet vejet og fundet enten for meget eller for lidt.

Som fyrværkeri eller en fuser.

Den pendulering kan ikke undgå at sætte svingninger i sindet.

- Det er indimellem så sort, at man slet ikke ... Man kan blive SÅ ked af det, andre gange er det fuldstændig vidunderligt! Men for det meste er det bare ... spændende.

Paprika Steen tygger lidt på ordet.

- Spændende, ja, siger hun så.

- Når jeg har været nede, har jeg først kunnet se det bagefter. Når lyset er begyndt at komme tilbage.

- Det gør rigtigt ondt, når det gør ondt. Når det er godt, er det godt. Det er en led livsstil, siger hun.

- Jeg ønsker den ikke for nogen.

Men hvorfor så byde sig selv det?

Slet og ret fordi det ruller i årerne på hende.

Paprika Steen er datter af musikeren Niels Jørgen Steen og den amerikanske skuespiller Avi Sagild.

Hun er vokset op iblandt kunstnere - fulde af lidenskab, kreativitet og ambitioner, men også martrede, når det ikke lykkedes.

- Jeg kommer fra et lidt rodet hjem, der ikke altid vidste, hvornår jeg var hjemme. Jeg kunne pjække fra skole og gå i biografen fire gange om ugen. Jeg var fuldstændig besat af film, alle mulige film, fortæller hun.

- I dag elsker jeg at lave dem, både som skuespiller og som instruktør. Min første store kærlighed er film. Så jeg kommer fra det, og jeg har levet sådan hele mit liv, siger hun.

Så når det ikke ringer med roller, håber man, at der er penge nok på bankbogen til, når den næste forhåbentligt kommer.

Efter nytårstorsken er blevet fortæret i "Det nye år", skal gæsterne i filmen traditionen tro skiftes til at dele deres nytårsforsæt.

Stiller man instruktøren samme spørgsmål, ser hun ikke frem til noget specielt.

- Jeg lever fra måned til måned. Hvis jeg var virkelig rig, ville jeg godt vide, hvad jeg skulle. Men fordi jeg ikke er virkelig rig, ved jeg ikke, hvad jeg skal, siger hun.

- Nu har jeg også denne her film i hjertet, og den skal ud i verden. Og så tror jeg, jeg får ro på til at begynde at tænke over, hvad jeg kunne tænke mig at lave - i hvert fald i forhold til at instruere.

For først skal "Det nye år" jo fejres.

/ritzau/