Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

28/12/2024 - 10:00

Klima og bæredygtighed vil præge vores haver i 2025

Et nyt haveår er i vente, og skuer vi ud i 2025, bliver regnvandsbede og køkkenhaven blandt årets trends, spår ekspert.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: Af Henriette Brøndum Neimann, Ritzau Fokus

Med knap 296 millimeter nedbør på landsplan fra juni til august blev sommeren 2024 den vådeste i 13 år.

Det oplyste Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) i september - og kigger vi i krystalkuglen, kommer klimaet til at præge haven anno 2025.

Sådan lyder det fra haveekspert Berit Rørbøl fra Videncentret Bolius.

- Der er flere end tidligere, der har oplevet problemer med vand i haven. Og det, tror jeg, kommer til at påvirke, hvordan folk tænker deres have, og hvad den skal kunne, siger hun.

Haveeksperten peger på, at flere vil prioritere, at haven kan håndtere potentielt store regnmængder - for eksempel i form af regnvandsbede og planter, der generelt kan tåle meget vand.

På vejrfronten har vi herhjemme også oplevet længere perioder med tørke, og derfor kommer det også til at spille ind, når vi skal vælge planter, vurderer Berit Rørbøl.

Samtidig påpeger hun, at haven kan hjælpe den enkelte haveejer med at vise udadtil, at man tænker over klimaet og biodiversiteten.

- Andre kan ikke se, at man har et køkken, som er blevet renoveret, med mindre man inviterer folk indendøre. Men haven er et billede udadtil, så man kan meget nemt komme med et budskab og vise, hvor man står henne, siger hun.

Klimaet er dog ikke det eneste, vi har i baghovedet, når vi skal sammensætte 2025-haven. Det gælder også biodiversitet.

- I de seneste år har vi haft meget med at så blomsterfrø for at få en blomstereng. Der tror jeg, at vi går over i en mere vild tankegang med træer, og at haven skal minde mere om skoven for at tiltrække flere dyr, siger Berit Rørbøl.

Hun fortæller samtidig, at køkkenhaven er begyndt at trende de seneste par år.

Det kommer til at fortsætte i 2025. Her er der mange forskellige retninger, som vi kaster os over.

Det betyder, at det ikke kun er den traditionelle køkkenhave, hvor jorden graves godt igennem, og der sås snorlige rækker - der trender, men også at køkkenhaven skal være bæredygtig og regenerativ, forklarer haveeksperten.

- Vi skal gøre så lidt som muligt og få så meget ud af det uden at ødelægge noget. Der kan vi lave en køkkenhave, hvor vi ikke graver jorden, men bruger kompost fra egen have, så det hele går i kredsløb, siger Berit Rørbøl.

I forbindelse med at flere ønsker sig vilde og regenerative haver, vurderer haveeksperten, at vi - ikke alene i 2025, men i fremtiden generelt - i højere grad lever med, at alt ikke står snorlige.

- Der må gerne være ukrudt i græsset og et vildt udseende i det ene hjørne. Det kan vi godt acceptere, fordi vi ved, at det er bedre end at gå og sprøjte og lægge energi i at udrydde noget, som egentlig ikke skader, siger Berit Rørbøl.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek