Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

28/12/2024 - 10:00

Klima og bæredygtighed vil præge vores haver i 2025

Et nyt haveår er i vente, og skuer vi ud i 2025, bliver regnvandsbede og køkkenhaven blandt årets trends, spår ekspert.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: Af Henriette Brøndum Neimann, Ritzau Fokus

Med knap 296 millimeter nedbør på landsplan fra juni til august blev sommeren 2024 den vådeste i 13 år.

Det oplyste Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) i september - og kigger vi i krystalkuglen, kommer klimaet til at præge haven anno 2025.

Sådan lyder det fra haveekspert Berit Rørbøl fra Videncentret Bolius.

- Der er flere end tidligere, der har oplevet problemer med vand i haven. Og det, tror jeg, kommer til at påvirke, hvordan folk tænker deres have, og hvad den skal kunne, siger hun.

Haveeksperten peger på, at flere vil prioritere, at haven kan håndtere potentielt store regnmængder - for eksempel i form af regnvandsbede og planter, der generelt kan tåle meget vand.

På vejrfronten har vi herhjemme også oplevet længere perioder med tørke, og derfor kommer det også til at spille ind, når vi skal vælge planter, vurderer Berit Rørbøl.

Samtidig påpeger hun, at haven kan hjælpe den enkelte haveejer med at vise udadtil, at man tænker over klimaet og biodiversiteten.

- Andre kan ikke se, at man har et køkken, som er blevet renoveret, med mindre man inviterer folk indendøre. Men haven er et billede udadtil, så man kan meget nemt komme med et budskab og vise, hvor man står henne, siger hun.

Klimaet er dog ikke det eneste, vi har i baghovedet, når vi skal sammensætte 2025-haven. Det gælder også biodiversitet.

- I de seneste år har vi haft meget med at så blomsterfrø for at få en blomstereng. Der tror jeg, at vi går over i en mere vild tankegang med træer, og at haven skal minde mere om skoven for at tiltrække flere dyr, siger Berit Rørbøl.

Hun fortæller samtidig, at køkkenhaven er begyndt at trende de seneste par år.

Det kommer til at fortsætte i 2025. Her er der mange forskellige retninger, som vi kaster os over.

Det betyder, at det ikke kun er den traditionelle køkkenhave, hvor jorden graves godt igennem, og der sås snorlige rækker - der trender, men også at køkkenhaven skal være bæredygtig og regenerativ, forklarer haveeksperten.

- Vi skal gøre så lidt som muligt og få så meget ud af det uden at ødelægge noget. Der kan vi lave en køkkenhave, hvor vi ikke graver jorden, men bruger kompost fra egen have, så det hele går i kredsløb, siger Berit Rørbøl.

I forbindelse med at flere ønsker sig vilde og regenerative haver, vurderer haveeksperten, at vi - ikke alene i 2025, men i fremtiden generelt - i højere grad lever med, at alt ikke står snorlige.

- Der må gerne være ukrudt i græsset og et vildt udseende i det ene hjørne. Det kan vi godt acceptere, fordi vi ved, at det er bedre end at gå og sprøjte og lægge energi i at udrydde noget, som egentlig ikke skader, siger Berit Rørbøl.

/ritzau fokus/

New York City, 02/07/2025 - 04:32

Jury i Diddy-sag er enige om fire ud af fem anklagepunkter

Jane Rosenberg/Reuters

Rapper Sean "Diddy" Combs er tiltalt for blandt andet menneskehandel med henblik på prostitution.

Juryen i sagen mod rapperen Sean "Diddy" Combs er nået frem til en afgørelse i fire ud af fem anklagepunkter, men mangler fortsat at nå til enighed om det sidste punkt, der drejer sig om at bidrage til organiseret kriminalitet.

Det sagde den amerikanske distriktsdommer Arun Subramanian i retten tirsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Dermed har juryen endnu ikke kunnet nå frem til en afgørelse i sagen, og drøftelserne fortsætter onsdag.

Ifølge anklageskriftet har Combs i en lang årrække misbrugt, truet og tvunget kvinder og andre omkring sig til at opfylde sine seksuelle lyster, beskytte sit omdømme og skjule sin adfærd.

Ifølge myndighederne tvang Sean Combs blandt andet kvinder til at have sex med mandlige sexarbejdere, mens de blev filmet.

Det skal være sket til fester, der er blevet omtalt som "freak offs".

Juryen, der består af 12 personer, er mere præcist nået til enighed vedrørende fire anklagepunkter om menneskehandel med henblik på prostitution og afpresning.

Det sidste punkt, som juryen altså ikke er blevet enige om, handler om organiseret kriminalitet. Anklagemyndigheden mener, at Combs' ansatte faciliterede hans misbrug ved at booke hotelværelser til "freak offs" og skaffe ulovlige stoffer til festerne.

55-årige Combs har nægtet sig skyldig i alle fem anklagepunkter. Hvis han dømmes for anklagepunktet om menneskehandel og afpresning, risikerer den tidligere milliardær livsvarigt fængsel.

To af Combs' tidligere kærester - heriblandt sangeren Casandra "Cassie" Ventura - har vidnet i sagen og fortalt, at han har udsat dem for både fysisk og seksuel vold.

Combs' forsvarere erkender, at rapperen til tider har været voldelig i sine parforhold, men at den seksuelle aktivitet, som anklagemyndigheden har beskrevet, var frivillig.

Foruden straffesagen er der også flere civile søgsmål mod rapperen fra kvinder og mænd, der anklager ham for overgreb.

Combs har grundlagt pladeselskabet Bad Boy Records og betragtes som en af de mest succesfulde rappere i musikhistorien.

/ritzau/Reuters

Læs Mere >>

København, 01/07/2025 - 22:35

Årets Roskilde Festival kan slå 49 år gammel varmerekord

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Onsdag ryger temperaturerne i vejret, før et voldsomt vejrskifte med torden rammer flere steder i landet.

Onsdag kan der blive så varmt på Roskilde Festival, at dagen bliver den varmeste i festivalens historie.

- Det er usædvanligt sommervarmt, og der er fuld knald på solen, siger vagtchef ved DMI Thor Hartz.

Hvor mange grader termometeret præcist skal stå på for at slå rekorden, har Roskilde Festival ikke tal på, men ifølge Politiken stammer den eksisterende rekord helt tilbage fra 1976.

Her blev der ifølge avisen målt 28,7 grader en af dagene.

- Jeg forventer en 32 til 34 grader i Roskilde. Generelt kommer vi over 30 grader mange steder i landet, siger vagtchefen.

Han fortæller, at den normale maksimale temperatur for begyndelsen af juli plejer at ligge lidt over 20 grader.

Udsigten til rekordhøje temperaturer har fået Roskilde Festival til at sætte flere poster med vand op.

- I år har vi opnormeret antallet af vandposter, så vi er klar til det vejr, vi kigger ind i, siger divisionschef for byplan og logistik på festivalen Kim Kristensen.

Derudover beder festivalen gæsterne om at følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

- Det handler om at bruge solcreme, opsøge skygge, drikke rigeligt vand og klæde sig efter det varme vejr. Og så er det vigtigt at få noget sødt og salt til kroppen, siger Kim Kristensen.

Men det er ikke kun vandposter og skygge fra solen, festivalgæsterne får brug for.

Det er også med at finde paraplyen og regnslaget frem. DMI forudser nemlig, at der sker et markant skift i vejret onsdag aften.

- Ud på aftenen kommer der flere skyer og senere byger, torden og hagl. Det sker, når musikken begynder at starte, så det er lidt uheldigt, siger vagtchef Thor Hartz.

Tordenvejret markerer en større ændring i vejret, fortæller han.

- Allerede torsdag vil det være noget køligere med 18 til 22 grader, men det ser ud til at holde tørt torsdag, så det kan man glæde sig over.

- Det bliver mere ustadigt fredag og lørdag, hvor der kan komme perioder med regn og byger, så det er med at nyde solen i dag og i morgen. Det er klart de mest solrige dage, siger vagtchefen.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 01/07/2025 - 12:00

FAKTA: Indeklimaproblemer fordelt på boligtyper

* Alt efter hvilken boligtype, man bor i, kan udfordringer med indeklimaet opleves forskelligt.

* Beboere i typehuse fra år 2000 eller nyere oplever i højere grad end andre varme eller for høje temperaturer samt for meget dagslys.

* Beboere i byhuse og bindingsværkshuse oplever oftere fugt og skimmelsvamp samt kolde vægge.

* I bindingsværkshuse og landhuse oplever beboerne i højere grad end andre indeklimaproblemer som træk og kulde, røg samt for lidt dagslys.

Kilde: Videncenteret Bolius.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 01/07/2025 - 12:00

Koldt vand og gennemtræk kan hjælpe på søvnen i sommernætterne

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Søvnen kan drille i sommervarmen. Men med simple råd til indeklima og rutiner kan du få ro om natten trods lys og høje temperaturer.

Når sommeren for alvor melder sin ankomst med lyse nætter og varme dage, kan det være en udfordring at få en god nats søvn.

Mange oplever, at temperaturen i soveværelset stiger, at luften føles tungere, og at kroppen har sværere ved at finde ro.

Men der er råd for at sikre nattesøvnen - og her spiller et godt indeklima en vigtig rolle, forklarer Tue Patursson, der er fagekspert i byggeteknik, klimasikring og indeklima hos Videncentret Bolius.

Det er mest optimalt at undgå varmen fra solen, hvis ens soveværelse vender mod nord, forklarer han.

- Når det er en virkelig varm periode, kan man overveje at sove i et andet rum eller værelse, siger Tue Patursson.

Det er selvfølgelig ikke alle, der kan det, tilføjer han.

Derfor kan man så vidt muligt sørge for, at varmen ikke kommer ind.

- Man kan være på forkant i løbet af eftermiddagen og aftenen med en parasol, markise eller gardiner, ligesom man ofte ser sydpå med skodder for vinduerne.

Fageksperten anbefaler også, at man kan lave gennemtræk i sit soveværelse ved for eksempel at holde døren åben ind til andre værelser.

- Det kan godt være, at det er varm luft, der kommer ind, men bevægelsen i luften gør det trods alt mere behageligt end, hvis luften er stillestående, siger Tue Patursson.

Kan man ikke have vinduerne åbne på grund af støj, kan en nem og billig løsning være at anskaffe en ventilator, som kan stå i den ene ende af soveværelset.

- Det skaber trods alt lidt bevægelse i luften, siger han.

Et køligt soveværelse er afgørende for en god nats søvn i sommermånederne, siger søvnforsker Birgitte Rahbek Kornum, der er ph.d. og lektor på Institut for Neurovidenskab ved Københavns Universitet.

Hun anbefaler også at sørge for at lufte ud og holde vinduet åbent, hvis det er muligt.

Men når vinduerne er åbne, kan det være svært at holde soveværelset mørkt, hvilket også har betydning for en god søvn, påpeger Birgitte Rahbek Kornum.

- Man kan overveje at investere i en sovemaske. Hvis man gør det, er det vigtigt, at den skal være mørk og behagelig at have på, så man kan holde ud at sove med den, siger søvnforskeren.

Hvis du alligevel ligger i varmen og ikke kan finde ro, kan det være en idé at stå op i kortere tid, siger Birgitte Rahbek Kornum.

- For eksempel kan du gå udenfor eller tage et kort, køligt bad - men ikke for længe, da det forstyrrer den indre temperatur, og så får det modsat effekt, lyder det.

Søvnforskeren henviser til et trick, som nogle bruger i Sydeuropa.

Hvis man har været i bad og er våd, kan man dryppe af og lægge sig i seng uden at tørre sig helt.

- Fordampningen er med til at køle kroppen ned, forklarer hun.

Et andet tip kan også være at fugte sin hovedpude en smule, da fordampningen her giver samme kølende effekt.

Selv om det kan give tankemylder at falde til ro i varmen, skal man se, om man kan undgå at stresse over det, siger Birgitte Rahbek Kornum:

- At man sover dårligt én nat eller to nætter gør ikke noget. Man skal bare stå op, som man plejer, og så skal man nok komme til at sove godt igen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek