Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

24/12/2024 - 10:00

Forlæng elcyklens liv med vaskeklud og gode ladevaner

Det er muligt at føje ekstra år til din elcykels levetid ved at holde den ren og pæn og huske at geare ned.

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Holder du løbende din batteridrevne jernhest ved lige, forlænger du både levetiden for din elskede tohjulede og skåner din pengepung.

- Gør man en indsats selv, kan man nøjes med at tage cyklen til service én gang om året i stedet for to eller tre. Og det koster altså bare ti gange så meget at få cyklen fikset hos cykelsmeden end at gøre det selv, lyder det fra Christoffer Hansen, der er butikschef hos cykelhandleren Cykelexperten i Vanløse.

Overordnet set vurderer han, at en elcykel i gennemsnit har en levetid på mellem fem til otte år. Om den når tættere på fem eller otte, afhænger ifølge ham i høj grad af, hvor godt du passer på den.

I den forbindelse er det vigtigt at være opmærksom på, at elcyklen bliver hurtigere slidt end en almindelig cykel. Derfor er det ekstra vigtigt at sørge for at cyklen er velsmurt fra kæde til tandhjul.

- Bremseklodserne bliver hurtigere slidt op, fordi cyklen er tungere end en almindelig cykel. Der er mere tryk på kæde og tandhjul, fordi du kører hurtigere, end du kan på en almindelig cykel. For dig føles det lettere, men for cyklen er det hårdere, fortæller Christoffer Hansen.

Han opfordrer dig i øvrigt til at gøre det til en hverdagsvane at holde elcyklen rengjort. Hav eventuelt altid en klud liggende klar, som du tørrer cyklen med, når du kommer hjem, og vask gerne cyklen med vand i hvert fald hver 14. dag. På den måde undgår du, at grus, sand og andet skidt slider unødigt på cyklen og sætter sig fast uheldige steder.

- Har man mulighed for at stille cyklen et overdækket sted, så den ikke bliver udsat for så meget vand. Selv om den godt kan holde til vand, så er vand og elsystemer bare ikke gode sammen, siger Christoffer Hansen.

Hverdagens brug af batteriet batter også. Ud over at tage det med dig indenfor for at undgå, at det tager skade af vind og vejr, er det vigtigt at lade det op på den mest hensigtsmæssige måde.

- Sørg for, at batteriet ikke løber helt tør, før du lader det op. Det kan i bund og grund ødelægge batteriet, hvis du gang på gang lader det løbe helt tør for strøm, fortæller Christoffer Hansen.

Betragt i stedet batteriet som en potteplante, der løbende skal vandes for at overleve. Batteriet holder altså bedst ved hyppigt at blive ladet lidt op.

Det er også muligt at nedsætte belastningen på motoren på dine daglige cykelture, fortæller Thorben Bayer, der er projektleder og ansvarlig for test af elcykler hos Forbrugerrådet Tænk.

- Nogle elcyklister har tendens til at bruge motoren på maksimum, men bruger ikke gearene særlig meget, siger han og uddyber:

- Det er en rigtig god idé at geare ned, når du stopper op. Der kommer ekstra tryk på motoren, hvis du starter op i højeste gear.

Sidst, men ikke mindst, anbefaler både Christoffer Hansen og Thorben Bayer, at du sender elcyklen til service hos din cykelsmed mindst en gang om året.

- Har du en serviceaftale med din cykelhandler, så overhold de servicebesøg. Det er godt givet ud, siger Thorben Bayer.

/ritzau fokus/

København, 08/11/2025 - 08:00

FAKTA: Henrik Lykkegaards blå bog

* Henrik Lykkegaard er født den 14. februar 1965 tæt på Juelsminde i Østjylland.

* Han blev uddannet på Statens Teaterskole fra 1990 til 1994. I 1993 blev Henrik Lykkegaard kåret til Årets Revyforfatter.

* Gennembruddet fik han i Lotte Svendsens socialrealistiske film "Bornholms Stemme" fra 1999, hvor han spiller fiskeskipperen Lars Erik. Året efter udløste den præstation en Bodil-pris for Bedste Mandlige Hovedrolle.

* Han har også medvirket i flere film. "Fart dræber", "Mit liv som Bent" og "Sunes familie" er nogle af dem.

* Mange kender også Henrik Lykkegaard fra tv, hvor han blev landskendt i en tv-reklame for boller fra Kohberg.

* Han er gift med Anita Dietz, der er forfatter til bøger om mad og specialist i tangplanter. Sammen har de tre voksne børn: Frida, Alma og Viggo.

Kilder: Dansk film database og Ritzau

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 08/11/2025 - 08:00

Revyveteran bruger sommeren på at få Danmark til at grine

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Revyen har været en fast del af Henrik Lykkegaards liv i årtier. Til sommer skal han igen på scenen. Og det bliver en travl sæson for den garvede skuespiller.

Når det bliver sommer, og andre slikker solens varme stråler og spiser vaffelis ved vandet, trækker Henrik Lykkegaard i arbejdstøjet, der ofte består af tykke kostumer og et godt lag sminke.

Sommeren 2026 bliver ingen undtagelse.

Her har den 60-årige skuespiller nemlig sagt ja til at stå på scenen i den stjernespækkede Tivolirevyen med kollegerne Niels Ellegaard, Neel Rønholt, Sicilia Gadborg, Mikkel Becker Hilgart og Lea Thiim Harder.

- Revy har altid været en del af mit liv, fortæller Henrik Lykkegaard om at arbejde sommer efter sommer og fortsætter:

- Som familie har vi altid bare skubbet året lidt og holdt vores ferie senere på året. Det må være lidt ligesom at have en far, der er julemand - det er jo også meget sæsonbestemt, griner han.

Næste år bliver det en ekstra travl revysæson, den garvede skuespiller går i møde.

Foruden sit engagement i Tivolirevyen har Henrik Lykkegaard også sagt ja til at medvirke i Aarhus Revyen, der spiller i Smilets by i løbet af april og maj sammen med blandt andre Silas Holst og Rikke Buch Bendtsen.

- Jeg skal lige trække vejret for at få det til at gå op, men jeg har prøvet det før. Det er ikke noget, man skal gøre tusinde gange, men det skal nok gå, lyder det fra revyveteranen.

Når Henrik Lykkegaard igen siger farvel til den danske industriferie, skyldes det, at han har et meget stort kærlighedsforhold til revy, fortæller han.

- Det er faktisk mest på grund af satiren. Sommetider er revy også bare fjolleri, det ved jeg godt. Men det er også et politisk teater, hvor publikum ikke altid er enige.

- Og det er et af de få steder, hvor man kan kommentere på helt aktuelle emner. Det tiltaler mig meget, siger han.

Især forbindes Henrik Lykkegaard med Cirkusrevyen, hvor han sammen med kolleger som Lisbet Dahl, Ulf Pilgaard og Niels Olsen har været revyens fundament i mange år.

I nogle sæsoner som skuespiller, i andre som tekstforfatter eller instruktør.

Hos publikum er han kendt for parodier på så forskellige personer som Joe Biden, "X Factor"-dommer Thomas Blachman og tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen.

"Danmarks bedste parodist" skrev Berlingske sidste sommer om Henrik Lykkegaards parodi på miljøminister Magnus Heunicke.

Som skuespiller og satirisk parodist mærker Henrik Lykkegaard, at verden og den politiske dagsorden kan forandre sig med lynets hast.

- Der sker jo nærmest noget nyt hver formiddag, og det går lidt for hurtigt det hele. Særligt efter at Trump er kommet til, siger han om den amerikanske præsident, som han har parodieret flere gange.

Det lå ellers ikke ligefrem i kortene, at Henrik Lykkegaard skulle blive skuespiller, fortæller han selv.

Han er vokset op på en gård i As Sogn ved Juelsminde som søn af en landmand.

Men et eller andet sted har han altid været tiltrukket af det folkelige teater, siger han.

- Først var jeg egentlig ved at blive arkitekt, men det var vist godt, jeg ikke blev det, for det ville have været noget værre lort.

- Så skuespillet kom hen ad vejen. Jeg er den sidste i en børneflok. Og jeg tror, at det tit er os, der er sådan lidt forkælede, der bliver skuespillere, fordi vi er vant til meget opmærksomhed, griner han.

Inden det går løs med mere revy til sommer, er Henrik Lykkegaard i øjeblikket aktuel i stykket "Hannibal og Jerry", der spiller på Folketeatret.

- Det kan gå lidt op og ned med arbejde, men lige nu går det rigtig godt, siger han.

Tivolirevyen med Henrik Lykkegaard og resten af holdet vender tilbage til Glassalen i Den Gamle Have 4. juni næste år.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 08/11/2025 - 10:00

FAKTA: Sådan streamer danskerne

* I 2024 streamede hver dansker 1 time og 19 minutter dagligt. Det var en fremgang på 6 minutter (svarende til 8 procent) siden 2023.

* Det er på streamingtjenesterne DRTV og TV 2 Play, der er sket den største fremgang i antallet af streamingminutter siden 2023.

* De to public service-tjenester tegner sig for 54 procent af danskernes streamingforbrug.

* Siden 2018 er tallet for, hvor mange der ser film og serier via tv-kanaler eller tv-pakker, faldet.

* Det er mest udbredt blandt unge mellem 16-24 år at streame på mobil eller tablet, mens man er på farten.

Kilder: TV 2-rapporten "Streaming i Danmark: Tre tendenser, der tegner streamingmarkedet i 2024" og Danmarks Statistik.

/ritzau fokus/ 

Læs Mere >>

, 08/11/2025 - 10:00

Forstå algoritmerne og kontroller dit streamingforbrug

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Bag dine streaminganbefalinger gemmer sig målrettede mekanismer, der vil fastholde dig foran skærmen. Og det er en god idé at være opmærksom, siger eksperter.

Streaming er blevet en fast del af manges hverdag - og for nogle en sand tidsrøver.

I tredje kvartal af 2025 brugte hver dansker i gennemsnit en time og ni minutter dagligt på at streame indhold. Det viser en nylig undersøgelse fra TV 2.

Tal fra Danmarks Statistik har desuden vist, at andelen, der streamer film og serier via streamingtjenester, som de betaler for via abonnement, er stigende.

Hvis du gerne vil have mere kontrol med dit streamingforbrug, handler det i høj grad om at forstå algoritmerne bag, forklarer Rasmus Rex Pedersen, der er lektor på Roskilde Universitet, hvor han forsker i streaming.

- Som brugere af de her streamingtjenester har vi generelt været for ukritiske omkring vores forståelse af algoritmerne, siger han.

"Hvis du var vild med "Borgen", vil du også elske "House of Cards"". Du er sikkert selv blevet mødt med et lignende scenarie.

Tippet kommer fra en algoritme, der forsøger at forudsige, hvad du vil synes om baseret på din tidligere adfærd og præferencer.

Og det er smart, når streamingtjenesterne råder over så massive mængder af indhold, forklarer Rasmus Rex Pedersen.

- Man kalder det for "the paradox of choice" - altså at det kan være svært at navigere i så meget indhold, så vi har brug for nogen, der kan kuratere indholdet for os, siger han.

Ifølge forskeren har mange en ret stor tiltro til, at algoritmen er objektiv.

- Men det er vigtigt at være bevidst om, at de ikke bare er neutrale. Algoritmerne har en klar ambition om at understøtte virksomhedens mål. Og for en stor del af streamingtjenesterne handler det om at fastholde os så længe som muligt, forklarer Rasmus Rex Pedersen.

Det er noget radikalt anderledes end den måde, vi tidligere har mødt kultur på - særligt i public service-sammenhæng, uddyber han.

Generelt anbefaler forskeren derfor, at du tænker over, hvordan du opsøger noget, der kan supplere det, som algoritmen giver.

- Algoritmerne arbejder statistisk med kvantitative data, og det er vigtigt at supplere med noget kvalitativt som for eksempel at læse anmeldelser eller at tale med folk i sin omgangskreds, siger han.

Ud over at være bevidst om algoritmernes magt, er der dog tiltag, du selv kan forsøge, hvis du vil minimere din streaming, siger medieanalytiker Camilla Mehlsen.

- Man kan sætte sine egne skærmbegrænsninger med en timer. Særligt hvis man bruger sin telefon eller tablet, kan man lægge en tidsbegrænser på de streamingapps, der er de største tidsrøvere, foreslår hun.

For ifølge medieanalytikeren er der ingen tvivl om, at kampen om vores opmærksomhed er vokset.

Netflix-stifter Reed Hastings har sågar tidligere proklameret, at han ser søvn som streamingtjenestens største konkurrent.

- Der er kommet flere og flere udbydere, der kæmper om det. Og de bruger mange af de samme tricks for at fange og fastholde vores opmærksomhed, siger Camilla Mehlsen.

Det gælder for eksempel en funktion som autoplay, hvor indhold såsom videoer eller musik starter automatisk, når noget er slut.

Også anbefalingsalgoritmer, som man også kender fra sociale medier som TikTok, har en enorm stor betydning for, hvor meget indhold vi ser, påpeger Camilla Mehlsen.

- Man ved, at det kan betyde meget at indsætte noget friktion, der kan være små stopklodser i ens forbrug, siger hun og fortsætter:

- Industrien skal pålægges noget ansvar i forhold til fastholdelsesmekanismer. Og der bør særligt være hensyn til mindreårige. Det kan ikke kun være op til den enkelte bruger.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek