Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Abu Dhabi, 22/03/2026 - 05:14

Saudi-Arabien og Emiraterne melder om angreb natten til søndag

UAE og Saudi-Arabien er blevet ramt af missilangreb natten til søndag, melder landenes forsvarsministerier.

Af: /ritzau/AFP

De Forenede Arabiske Emirater (UAE) er natten til søndag blevet ramt af iranske missiler og droner.

Det skriver UAE's forsvarsministerium i en udtalelse.

- UAE's luftforsvar reagerer i øjeblikket på udefrakommende missil- og dronetrusler fra Iran, skriver UAE's forsvarsministerium i en udtalelse.

Hvis man hører larm, skyldes det, at luftforsvarssystemet opsnapper missiler og droner, understreger ministeriet.

Også Saudi-Arabien melder om angreb natten til søndag, men kommer ikke ind på, hvor angrebene kan komme fra.

En talsmand for landets forsvarsministerium skriver i et opslag på sociale medier, at der er set tre ballistiske missiler omkring Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh.

- Et missil blev opsnappet, mens to andre faldt ned i et ubeboet område, lyder det fra talsmanden.

Tidligt søndag morgen har det saudiarabiske civilforsvar udsendt et varsel, der dog blev annulleret syv minutter senere, da det blev konstateret, at faren var forbi.

Ifølge forsvarsministeriet blev fem droner også opfanget i løbet af natten efter midnat.

Iran har fortsat landets gengældelsesangreb på Saudi-Arabien og andre lande i området, efter at Israel og USA den 28. februar iværksatte en omfattende operation mod Iran.

Angrebene på de olierige nationer har forværret bekymringer for et globalt energiforsyningschok.

Der er umiddelbart ingen meldinger om tilskadekomne i hverken Saudi-Arabien eller UAE natten til søndag.

/ritzau/AFP

TjekDet - faktatjek