Washington D.C., 11/05/2026 - 15:47
Mistænkt for Trump-attentat erklærer sig ikke skyldig
Mistænkt i attentatforsøg mod Trump ved korrespondentmiddag i Washington nægter sig skyldig i alle anklager.
Emily Goff/Reuters
Af: /ritzau/
Mistænkt i attentatforsøg mod USA's præsident, Donald Trump, erklærer sig ikke skyldig i alle anklager. Det skriver Reuters.
Den formodede gerningsmand, 31-årige Cole Tomas Allen, er anklaget for at stå bag et angrebsforsøg ved en korrespondentmiddag i Washington D.C. den 25. april.
Han udtalte sig mandag ikke i retten, da hans forsvarer afgav erklæringen på hans vegne. Anklagerne omfatter forsøg på attentat mod præsidenten, overfald på en føderal betjent samt våbenrelaterede lovovertrædelser.
Han er i alt tiltalt for fire lovovertrædelser, hvor den alvorligste er forsøg på attentat mod Donald Trump.
Han risikerer livsvarigt fængsel, hvis han bliver kendt skyldig i forsøget på at dræbe Trump under en årlig korrespondentmiddag på Washington Hilton Hotel i den amerikanske hovedstad.
Her trængte Allen gennem et sikkerhedstjek på hotellet og affyrede flere skud.
Sikkerhedsfolk besvarede ilden og afgav adskillige skud mod Allen, men han blev ikke ramt.
Melania Trump og vicepræsident J.D. Vance var blandt deltagerne, men blev hurtigt evakueret.
2600 mennesker skulle have deltaget ved den årlige korrespondentmiddag. Trump har tidligere boykottet middagen, men besluttede i år at deltage.
Præsidenten kom ikke noget til under det fejlslagne angreb og har efterfølgende opfordret til, at middagen bliver flyttet til en anden dato.
/ritzau/




