Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 12/09/2026 - 17:26

DNA-spor fører til to mistænkte ved planlagt droneangreb i tysk lufthavn

En af de mistænkte er den russiske Oleg Le, der er en del af den russiske efterretningstjeneste GRU.

Alexander Kazakov/Reuters

Af: /ritzau/AFP

Tyske sikkerhedskilder mistænker russeren Oleg Le for at stå bag planlægningen af et forsøg på et droneangreb, hvor en drone med sprængstof blev opdaget i Leipzig/Halle Lufthavn i august.

Det skriver det tyske nyhedsmedie Welt am Sonntag.

Den mistænkte er en del af GRU, der er Ruslands militære efterretningstjeneste.

Tyske efterforskere tror, at han er rejst tilbage til Rusland, men at han ankom fra Tyrkiet og rejste afsted fra lufthavnen i Berlin til Serbien.

Sprængstofferne kan være blevet fragtet i lastbiler via Bulgarien og Serbien, skriver mediet.

Det er ikke kun Oleg Le, der mistænkes. Det samme gør belarusiske Andrei Ka.

Det var fund af Oleg Le og Andrei Kas DNA ved lufthavnen, der fik myndighederne til at mistænke de to personer.

Myndighederne havde kendskab til, at Oleg Le var involveret i GRU, da han ankom til Tyskland, men havde ikke valgt at overvåge ham, skriver Welt am Sonntag.

Rusland afviser at være involveret i hændelsen.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har derimod anklaget Tyskland for at have plantet beviser med det formål at give Rusland skylden.

Sagen begyndte den 4. august, hvor en drone med sprængstof blev fundet nær et ukrainsk fragtfly i lufthavnen i Leipzig/Halle. Lufthavnen er et vigtigt knudepunkt for transport af militært isenkram.

1. september pegede Tyskland officielt på Rusland som ansvarlig for hændelsen, og EU har omtalt sagen som et angreb.

Det er netop efterforskningen af Oleg Le og Andrei Ka, som skal have været basis for officielt at pege på Rusland.

En talskvinde for den tyske indenlandske efterretningstjeneste afviser over for nyhedsbureauet AFP at udtale sig om Welt-artiklen, da der er tale om en igangværende efterforskning.

Tyskland har været en afgørende støtte for Ukraine efter Ruslands invasion af nabolandet.

RITZAU/AFP

TjekDet - faktatjek