Ostrava, 24/06/2025 - 11:44
Rekordkongen i stangspring stiler efter markant milepæl
Armand Duplantis vurderer, at han i fremtiden kan nå op over højden 6,40 meter i stangspring.
Adek Berry/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Atletikstjernen Armand Duplantis har mere i godteposen, og han går efter at komme over højden 6,40 meter i stangspring.
I alt har Duplantis 12 gange sat verdensrekord i stangspring, og hver gang kun med en enkelt centimeter.
Senest nåede svenskeren 15. juni op over højden 6,28 meter ved et Diamond League-stævne på hjemmebane i Stockholm foran hele familien.
På et pressemøde forud for et stævne i tjekkiske Ostrava tirsdag fortalte 25-årige Duplantis, at han tror på, at han kan komme langt højere.
- Jeg har altid troet på, at jeg var i stand til at komme højere, og jeg vil blive ved med at presse på.
- Jeg har vist, at jeg er utroligt tæt på 6,30 meter nu. Den højde vil jeg gerne nå over så hurtigt som muligt, siger Duplantis.
Ingen konkurrenter er i nærheden af Duplantis i øjeblikket, og skal man tro svenskeren, kan hullet ned til de næstbedste blive endnu større.
- Jeg ønsker at hoppe 6,40 meter. Det vil være en sindssyg grænse, og jeg føler, at jeg er inden for rækkevidde af den, lyder det fra Duplantis.
Hvis Duplantis agerer, som han har gjort hidtil, skal man dog ikke forvente, at højden 6,40 meter bliver forsøgt lige med det samme.
Hidtil har Duplantis forfulgt en bevidst strategi om at forbedre sig med mindst mulige margen.
Det er der flere årsager til. Ud over den økonomiske gulerod ved at udløse en bonus ved hver rekord øger det også atletikudøverens brandingværdi.
Det har Kenneth Cortsen, der er forsker i sportsbranding på Professionshøjskolen UCN, tidligere forklaret.
Brandværdien er langt stærkere med den hyppige opmærksomhed, fremfor hvis han satte rekorden eftertrykkeligt på plads en enkelt gang.
Ud over alle rekorderne kan Duplantis også kalde sig dobbelt olympisk mester i stangspring.
/ritzau/