Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Kiel, 13/01/2021 - 23:53

Bayern lider sensationelt pokalexit efter straffesparksdrama

Bayern München blev slået ud af pokalturnering efter straffesparkskonkurrence mod Holstein Kiel.

Fabian Bimmer/Reuters

Af: /ritzau/

Holstein Kiel slog sensationelt Bayern München ud i anden runde af den tyske pokalturnering efter at have vundet straffesparkskonkurrencen med 6-5 og 8-7 i alt.

Det sker efter, at Kiel på hjemmebane udlignede til 2-2 dybt inde i den ordinære spilletid.

På papiret skulle mægtige Bayern München på en overkommelig opgave onsdag aften, da klubben gæstede Holstein Kiel fra 2. Bundesliga i den tyske pokalturnering, DFB Pokal.

Men det blev alt andet end overkommeligt.

Gæsterne fra Bayern München kontrollerede ellers spillet fra kampens begyndelse, og det bar allerede frugt efter 14 minutters spil.

Serge Gnabry kunne på et oplæg fra Thomas Mueller lægge bolden i et tomt mål, efter at Holstein-målmand Ioannis Gelios gik fejl af bolden.

I den efterfølgende langsomme gengivelse lignede Gnabry en mand, der befandt sig i offside, men heldigvis for ham og Bayern er VAR ikke en del af turneringen.

På trods af at de tyske mestre forblev initiativtagerne i store dele af første halvleg, så kom hjemmeholdet på 1-1, da holdets midtbanespiller Fin Bartels sparkede bolden i mål efter 35 minutters spil.

Det resultat holdt halvlegen ud.

Det så dog ud til, at Bayerns træner, Hansi Flick, havde talt med store bogstaver i pausen, for holdet skulle allerede komme foran efter to minutter af anden halvleg.

Leroy Sane sparkede på flotteste vis bolden i krogen på et frispark lige uden for feltet.

Men som man mindst ventede det, så skulle hjemmeholdet udligne dybt inde i tillægstiden, da midtbanespilleren Hauke Wahl headede bolden over i det lange hjørne til stillingen 2-2.

Efter forlænget spilletid, der ikke bød på mål, skulle det hele afgøres i en straffesparkskonkurrence, og her trak det undertippede hjemmehold det længste strå.

Efter at begge hold havde scoret på sine fem første forsøg på overbevisende manér, misbrugte Marc Roca for Bayern. Derefter sikrede Fin Bartels den sensationelle sejr.

Dermed spiller Holstein Kiel sig videre i pokalturneringen, hvor holdet i tredje runde skal møde Darmstadt, som også spiller i den næstbedste række.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek