Varde, 23/12/2025 - 13:51
Borgere i Varde evakueres efter anmeldelse om mulige eksplosiver
Indfaldsveje spærres, og togdriften indstilles efter anmeldelse om mulige eksplosiver på adresse i Varde.
Af: /ritzau/
En række borgere omkring Varde er tirsdag formiddag blevet af politiet efter en anmeldelse om mulig opbevaring af eksplosiver på en adresse på Torvegade.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste, EOD, bistår med undersøgelse af den lejlighed, hvor politiet har en mistanke om, at der opbevares eksplosiver.
De centrale indfaldsveje til Varde er desuden blevet afspærret, ligesom togdriften midlertidigt er indstillet.
Det er borgere i enkelte opgange i det afspærrede område, der er evakueret. Øvrige borgere i det afspærrede område opfordres til at holde sig inden døre.
Ingen er kommet til skade, og der er ikke fare for borgerne, så længe de følger myndighedernes anvisninger, lyder det fra politiet.
Borgere, der har behov for det, kan tage ophold i Lerpøthallen i Varde, og redningsberedskabet vil sørge for transport, hvis det er nødvendigt.
Man kan henvende sig til myndighederne på stedet for at få anvisninger.
- Vi har stor forståelse for de gener, det måtte medføre i dag. Tidshorisonten er p.t. ukendt, men politiet arbejder på at få undersøgt anmeldelsen så hurtigt, det kan lade sig gøre, så borgerne kan vende tilbage til deres boliger, lyder det i pressemeddelelsen.
På GoCollectives hjemmeside lyder det, at tog mellem Esbjerg Station og Tistrup Station er indstillet, fordi politiet har spærret Varde Station. Der er indsat togbusser i stedet.
Klokken 13.45 oplyser politiet, at indsatsen forløber planmæssigt, og at der ikke en nogen tidshorisont for, hvornår afspærringerne ophæves.
- Vi takker for jeres forståelse og tålmodighed her i juletiden, skriver politiet på X.
/ritzau/




