Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Aglantzia, 24/04/2026 - 15:26

Mette Frederiksen ser større rolle for EU's musketered efter Trump

Europa skal kunne forsvare sig selv, og det mål er kun blevet understreget af USA's udmeldinger, lyder det.

Af: /ritzau/

Europa skal spille en større rolle for sit eget forsvar og sikkerhed. Den konklusion er kun blevet styrket af den usikkerhed, som USA har skabt om det transatlantiske samarbejde.

Det siger fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) efter det uformelle EU-topmøde i Cypern.

- Det er kun blevet endnu vigtigere, at vi får oprustet Europa og får adgang til de kapaciteter, der skal til for at vi kan forsvare os selv.

- Der er en musketered i Nato, som vi vil gøre alt for, at alle Nato-allierede lever op til i tilfælde af et angreb. Der er også et musketered i EU. Den har ikke været tænkt på samme måde, men jeg tror, at den kommer til at fylde mere i fremtiden, siger Mette Frederiksen.

På topmødet i Cypern har det føget med meldinger om, hvad der konkret skal ske med EU's forsvarsklausul, som er nedfældet i artikel 42.7 i EU-traktanten.

Den fastslår, at hvis et EU-land bliver offer for væbnet angreb, så har de øvrige medlemslande pligt til at yde hjælp og bistand med alle de midler, de råder over.

Artikel 42.7 har dog hidtil stået i skyggen af Natos artikel 5, som forpligter Nato-landene til at forsvare hinanden i tilfælde af et angreb.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek