Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Helsinge, 19/07/2026 - 05:32

Tre mænd sigtet for at slå og true mand ved inddrivelse af gæld

23-årig kendte ifølge politiet tre andre unge mænd, der truede ham på livet, da de ville inddrive en gæld.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Tre mænd i starten af 20'erne er blevet anholdt og sigtet for trusler og simpel vold efter en hændelse med en 23-årig mand i Helsinge.

Det oplyser vagtchef ved Nordsjællands Politi Nick Jensen.

- Vi betragter det som et internt forhold, der handler om gæld, siger han.

Episoden fandt sted på gaden i Helsinge lørdag aften. Politiet modtog anmeldelsen klokken 20.29. Det var en anden borger, der anmeldte episoden.

- Vi fik kontakt til de tre mænd, mens de var sammen med den forurettede på gaden. Her pågreb vi også dem alle på udramatisk vis, siger vagtchefen.

De fire mænd kendte hinanden i forvejen, og der er tale om en isoleret hændelse.

Den forurettede fik et slag og blev truet på livet, men har ikke pådraget sig nogen skader.

- Ud fra hvad vi ved på nuværende tidspunkt, er det vores vurdering, at det var planlagt, at de ville opsøge ham, siger han.

Nick Jensen fortæller, at politiet kender alle fire mænd fra tidligere episoder.

Politiet forventer, at de tre mænd skal fremstilles i grundlovsforhør, siger han.

Det er dog noget, som politikredsens jurister skal tage stilling til, når de møder ind, siger vagtchefen.

RITZAU

TjekDet - faktatjek