Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 04/08/2026 - 22:03

Medier: Infantino indkalder Fifa-toppen til krisemøde

Gianni Infantino skal mødes med flere nøglemedarbejdere i Fifa onsdag i Rabat i Marokko, skriver The Times.

Adem Altan/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Efter en periode med kras kritik indkalder præsidenten for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), Gianni Infantino, til et krisemøde i fodboldforbundets top.

Det skriver flere medier, heriblandt engelske The Times og Sky News.

Mødet skal finde sted onsdag i Marokkos hovedstad, Rabat, hvor præsidenten befinder sig. Flere ledende nøglemedarbejdere ventes at deltage, lyder det.

Utilfredsheden med Infantino eksploderede, da Fifa kom med et forslag om at sælge en andel i forbundets turneringer til private investorer.

Efterfølgende er forslaget trukket tilbage, men kritikken er ikke stilnet af. Tværtimod.

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har meddelt, at tilliden til Fifa er væk, og det europæiske forbund mener ikke, at Infantino lever op til den gennemsigtighed, han i sin tid gik til valg på.

Formand for Dansk Boldspil-Union (DBU) Jesper Møller har sagt, at DBU har mistet tilliden til Infantino.

Efterfølgende har fodboldforbundene i Sverige og Wales officielt trukket støtten til et genvalg af Infantino som Fifa-præsident.

Senest beskyldte præsidenten for Jordans fodboldforbund tirsdag Infantino og Fifa for afpresning under sommerens VM.

Gianni Infantino har planer om at stille op til genvalg som præsident i Fifa for perioden 2027 til 2031.

RITZAU

TjekDet - faktatjek