Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

02/06/2023 - 08:00

De skal spules eller spises: Sådan bekæmper du bladlus

Gå ikke i panik, hvis din have bliver indtaget af kolonier af bladlus, der suger plantesaft, lyder opfordringen fra to haveeksperter.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Alt er spillevende ude i haven, når kalenderen rammer juni. Måske endda lidt for levende. For årets første sommermåned betyder også et gensyn med bladlusene.

Men selv om det kan se voldsomt ud, når de små insekter indtager dine elskede blomster, så er det vigtigt ikke at gå i panik. Det siger Louise Møller, der er havefaglig rådgiver hos Haveselskabet.

- Angreb af bladlus er sjældent alvorlige. Det er ikke noget, som planterne dør af, understreger hun.

Hvis du alligevel gerne vil holde antallet nede, kan du finde haveslangen frem og spule planterne hver anden eller tredje dag.

- Det vil få mange af bladlusene til at falde af, og så kan de have svært ved at finde tilbage igen. Samtidig nedsætter kuldechokket deres evne til at formere sig. De formerer sig simpelthen langsommere, siger Louise Møller.

En anden måde at holde bladlusene i skak er ved at gøre din have spændende for nyttedyr, som spiser bladlus, fortæller haveeksperten.

- Det kan for eksempel være mariehøns og især deres larver, som er ret glubske. Det samme er guldøjelarver, som faktisk kaldes bladluseløver. Og så er der også en del fugle, der spiser bladlus.

Hele havens cyklus hjælpes godt på vej af de små kryb, lyder det fra Mia Stochholm, som er uddannet økologisk landmand og redaktør på tidsskriftet Praktisk Økologi.

- Bladlusene er en supervigtig del af fødekæden, fordi de er føde for eksempelvis svirrefluelarver, som igen er føde for andre dyr. På den måde er bladlus en forudsætning for, at det hele kører rundt.

Hun opfordrer dig derfor til at tøve, inden du går til kamp mod bladlusene.

- De kommer, inden deres fjender kommer. Men så går der lidt tid, og vupti er de væk, fordi der er nogle larver, der har spist dem.

Nyttedyrene flytter helst ind i en have, hvor der er en stor variation af planter. Tænk i blomstrende krydderurter, skvalderkål og skærmplanter.

Du kan lade dele af haven gro vildt, og dermed sørge for, at for eksempel mariehønsene har steder, hvor de kan overvintre.

- Det handler om sameksistens. Vi mennesker fylder så meget, så vi skal prøve at give plads til naturen og huske, at nogle af de dyr, som vi karakteriserer som skadedyr, er lækkerbiskener for en anden organisme, siger Mia Stochholm.

Har bladlusene indtaget dit drivhus, kan du overveje at købe nyttedyr, der kan bestilles hjem fra nettet og hos nogle planteskoler.

- Så får man små æg fra nyttedyr, som bliver til larver, der begynder at spise bladlusene, siger Louise Møller.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek